Ringsted by

Mere bevægelse i undervisningen i Ringsted Kommune

Eleverne fra 0. til 6. klasse i Ringsted Kommunes folkeskoler kan glæde sig til et skoleår med endnu mere leg og bevægelse. Ringsted Kommune har nemlig som en af landets første kommuner indgået samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om konceptet Leg på streg på de kommunale skoler

Leg på streg er et redskab, der kan hjælpe lærere og pædagoger med at opfylde skolereformens krav om 45 minutters daglig bevægelse. Gennem sjove aktiviteter kobler Leg på streg læring og bevægelse på farverige tal- og bogstavsbaner, som males i skolegården ved hjælp af plasticskabeloner og spraymaling.

Læring og sundhed

– Vi er glade for at kunne tilbyde Leg på streg til alle vores skoler. Vi arbejder målrettet på at opfylde skolereformens krav om bevægelse, og med Leg på streg får skolerne et godt og gennemprøvet værktøj. Desuden ved vi også fra forskningen, at bevægelse styrker både indlæring, trivsel og sundhed, siger Torben Krogh Johansen, idrætskonsulent for dagtilbud og skoler fra Ringsted Kommune.

Sammenhængen mellem bevægelse og sundhed er også grunden til, at Kræftens Bekæmpelse har udviklet Leg på streg. Fysisk aktivitet kan nemlig være med til at forebygge livsstilssygdomme som for eksempel kræft. Kræftens Bekæmpelses arbejde tager afsæt i forskningen, som viser, at en tidlig indsats i barnets liv øger chancerne for gode og sunde vaner senere livet.

Tabelsalat

Henover skoleåret 2017-18 kan man derfor se børn i skolegårdene, der hopper sig igennem regnestykker, henter bogstaver mens de hinker, eller leger tagfat samtidig med de staver sig igennem navneord. Med Leg på streg kan børnene for eksempel træne den lille tabel i ”Tabelsalat”, øve staveord i ”Diktator” og lære tyske verber i ”Zahlen und farben”, mens de bevæger sig og har det sjovt.

Leg på streg er udviklet til at indgå som en del af fagundervisningen og lever op til de fastsatte læringsmål. Konceptet er et supplement til den stillesiddende undervisning og giver mulighed for andre læringsformer og en mere varieret skoledag.

Leg på streg blev udviklet i 2013 til dansk og matematik i indskolingen, 0. til 3. klasse. Konceptet blev en stor succes landet over og er nu blevet videreudviklet til flere fag i indskolingen samt til dansk, matematik, engelsk, natur/teknologi og tysk på mellemtrinnet, 4. til 6. klasse. Leg på streg er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og støttet af Nordea-fonden.

Kommentarer