Markant flere får deres betalingskort misbrugt
Langt flere danskere bliver udsat for kriminalitet på nettet, de fleste fordi de får deres betalingskort misbrugt. Siden 2009 er andelen af ofre for misbrug af betalingskort tredoblet. Det viser en ny offerundersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd.
Omkring 105.000 danskere oplevede i 2017 at deres betalingskort blev misbrugt. Ofrenes gennemsnitlige tab var på omkring 6.000 kroner, de fleste har dog fået tabet dækket af deres bank eller forsikringsselskab. De mest udsatte for denne type af kriminalitet er de 16-29-årige med en mellem lang eller lang videregående uddannelse. Det viser rapporten Internetkriminalitet 2017, som er foretaget af Peter Kruize fra Københavns Universitet for Det Kriminalpræventive Råd.
– Det kan måske lyde overraskende for nogle, at de yngre og veluddannede er mere i risiko for at blive snydt, men det handler formentlig om, at de handler langt mere på nettet. Den anden mulighed kan være, at de oftere handler på udenlandske sider, hvor vi ved, at det mest af svindelen foregår, siger analytiker i Det Kriminalpræventive Råd Jon Lund Elbek.
Forebyg misbrug
Kriminelle kan få fat i betalingskortoplysninger på mange forskellige måder. Det kan være ved tyveri af betalingskort, afluring af kortoplysninger, internethandel og gennem mails, der lokker modtageren til at indtaste sine kortoplysninger. Der er dog en række metoder til at komme misbruget i forkøbet.
– Først og fremmest skal man gøre det svært for andre at misbruge ens kortoplysninger. Her gælder det om, at man lærer sin pinkode udenad og ikke udleverer hverken kode eller kortoplysninger til andre. Derudover bør man holde øje med sin bankkonto. Jo oftere du kigger på din bankkonto, jo hurtigere vil du opdage et misbrug og hurtigt kunne spærre kortet, siger forebyggelseskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd Flemming Wridt Jensen.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan man reducere risikoen for betalingskortmisbrug ved at undgå at handle på hjemmesider, der kan virke utroværdige, fx kan der være sprogfejl, skæve priser, alle varer er på tilbud, og hvis der ikke findes en adresse, telefonnummer eller mailadresse. Derudover skal man lade være med at opgive sine kortoplysninger til såkaldte phishing-mails, hvor det ligner, at man får en mail fra Skat eller ens bank, hvor de beder om ens kreditkortoplysninger.
Man kan med fordel downloade app’en Mit Digitale Selvforsvar fra Forbrugerrådet Tænk, hvor man kan få gode råd til at beskytte sig selv mod it-kriminalitet og blive advaret om aktuelle trusler.
Chikane og id-tyveri
I rapporten Internetkriminalitet 2017 ses også omfanget af andre typer af internetrelateret kriminalitet. Hvor chikane var nærmest et ikke eksisterende fænomen i 2009, er det i 2017 vokset til et fænomen, som berør omkring 20.000 danskere årligt.
Når vi kigger på misbrug af identitetsoplysninger, er der sket en fordobling fra 2009 til 2017, men stigningen er aftagende de senere år, hvor det årligt har været 35.000-39.000 danskere, der har oplevet at få deres identitetsoplysninger misbrugt. Når det finder sted, så er det i 90 procent af tilfældene med henblik på økonomisk gevinst.
Omfanget af it-kriminalitet
- 4,5 procent af den danske befolkning var i 2017 udsat for kriminalitet på nettet.
- Langt størstedelen (omkring 105.000 danskere) var udsat for misbrug af deres betalingskort.
- I 2016 udgjorde tabet ved misbrug af danske betalingskort cirka 350 millioner kroner. Heraf fandt langt den største del af misbruget sted i udlandet.
Typer af internetkriminalitet
- Betalingskortmisbrug er når andre misbruger kortoplysninger for at hæve penge på din konto eller købe varer over nettet.
Læs mere om misbrug af betalingskort her: misbrug af betalingskort
- Chikane på nettet er når nogen bruger internettet til at chikanere dig. Fx ved at skrive negative beskeder om dig på sociale medier, sende beskeder fra din mailkonto, chatte i dit navn eller lave ændringer på din Facebook-profil uden din tilladelse.
- Identitetsmisbrug er når kriminelle får fat på dine personlige oplysninger (navn, cpr-nr. eller mailkonto, kørekort eller sygesikringsbevis) uden din tilladelse for at opnå en økonomisk gevinst. Det kan være ved at bestille varer eller ydelser på nettet i dit navn, oprette abonnementer, leje en bil eller ved at bruge din mailkonto til at snyde dine personlige kontakter økonomisk.
Læs mere om identitetstyveri her: identitetstyveri
Om undersøgelsen:
- Knap 6.000 respondenter er blevet spurgt, hvorvidt de inden for de sidste 12 måneder har været udsat for en række forskellige former for internetkriminalitet.
- Undersøgelsen er foretaget af Peter Kruize fra Københavns Universitet for Det Kriminalpræventive Råd. Den er sin fjerde af sin slags, den første udkom i 2009.
Kommentarer