112

Markant færre indbrud i politikredsen

Antallet af indbrud i private hjem er faldet markant de sidste fire år, viser nye tal.

Antallet af indbrud i perioden 1.-30. december var i 2018 på 304 indbrud i politikredsens 10 kommuner. Samme opgørelse for i år viser, at 97 private hjem havde ubudne gæster i samme periode i år.

”Vi har igennem de sidste fem år arbejdet målrettet på at udbrede Nabohjælp-konceptet i hele politikredsen, fordi vi kan se, at det virker. Det er gennem borgerne, som jo kender deres lokalområde, at afvigelser fra normalbilledet bliver spottet og politiet bliver alarmeret,” siger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen.

”Vi skal ikke mere end 1½ uge tilbage i tiden for at finde et eksempel på, at det er borgerne, der er nøglen til at bekæmpe indbrud. Her fik politiet en henvendelse fra en årvågen Solrød-borger, der undrede sig over en ukendt bil, der udviste en mistænkelig adfærd. Og det er præcis det, de lokale kan hjælpe politiet med – nemlig at spotte afvigelser fra det normalbillede, de kender så godt. Den store tilslutning til nabohjælp betyder, at beboere i et lokalområde kerer sig om hinanden, og at de bliver ekstra opmærksomme, når de alligevel går ud med skraldeposen, lufter hunden eller løber en tur i frokostpausen, og de reagerer, når de ser noget mistænkeligt,” siger Michael Flemming Rasmussen. 

Midt- og Vestsjællands Politikreds indtager en andenplads som den politikreds i Danmark der har næstflest borgere tilmeldt Nabohjælp-ordningen. 

Kommentarer