Ringsted by

Manglende snerydning kan koste dyrt

Ikke alle danskere ved, hvor vigtigt det er at rydde for sne og salte på private fortov i vintermånederne. Hver fjerde parcelhus- og villaejer rydder aldrig sne inden tidsfristen. Advokat Brian Bruun Hansen fra Ret&Råd Advokater understreger, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis du ikke kender reglerne.

Hver fjerde parcelhus- og villaejer rydder aldrig sne inden tidsfristen, mens en anden fjerdedel kun sjældent gør det. Det viser en undersøgelse, som Videncentret Bolius har foretaget i 2016. Men hvis man ikke har reduceret snedyngerne i tide, kan man få problemer. En ting er bøden fra kommunen, en anden er et muligt sagsanlæg fra en tilfældig forbipasserende, der får en glideskade.

Pligten til at rydde
– Som privat grundejer – det gælder både som ejer af parcelhus, ejerlejlighed eller andelsbolig – har du pligt til at rydde på fortovet, i indkørsel, havegang og på trapper foran ejendommen, samt på andre fællesarealer, hvor der færdes mennesker, f.eks. hvor der hentes dagrenovation, siger advokat ved Ret&Råd Brian Bruun Hansen.

Som grundejer skal du forebygge glatføre ved at strø grus, salt eller lignende. Du har også pligt til at sørge for, at der ikke hænger løse istapper eller ligger sne på taget, der kan falde ned i hovedet på forbipasserende.

– Sneen skal ryddes væk så tidligt som muligt og alle dage mellem kl. 7.00 og 22.00 – dog kan du vente til kl. 8.00 om søndagen. Hvis der falder sne, mens du er på arbejde, kan du dog ikke bruge det som undskyldning til at tage tidligt fri – i så fald må du nemlig gerne vente med at rydde, til du kommer hjem fra arbejde, siger han.

Du kan risikere, at myndighederne rydder sneen på din regning, hvis du flere gange har glemt sneskovlen.

En mulig erstatningssag
– Hvis andre kommer til skade som følge af, at du ikke har levet op til dit ansvar, kan du blive erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler. Der bliver hvert år ført retssager om erstatningskrav efter manglende eller utilstrækkelig glatførebekæmpelse, siger Brian Bruun Hansen.

Når domstolene skal vurdere, om en grundejer er erstatningsansvarlig for en glideskade, kigger de på konkrete omstændigheder i sagen. Der kan være undtagelser, og det er ikke i alle tilfælde, at grundejeren bliver idømt erstatning.

Hvis uheldet er ude
– Hvis du som grundejer bliver mødt med et erstatningskrav som følge af en glideskade, skal du anmelde det til din ansvarsforsikring. Forsikringsselskabet kan herefter vurdere skaden, og om du er erstatningsansvarlig. Hvis du er det, skal forsikringsselskabet betale erstatningen til den, der er kommet til skade, siger han.

For den som er kommet til skade
Hvis du omvendt selv er ude for en glideskade, fordi der ikke er ryddet ordentligt, skal du sikre dig beviser ved at tage fotos af stedet og få navn og telefonnummer på eventuelle vidner.

– Desuden skal du søge læge eller skadestue så hurtigt som muligt, så dine skader kan blive ført til journalen. Husk hurtigt at kontakte grundejeren og fremsætte dit erstatningskrav, afslutter Ret&Råd-advokaten.

Kommentarer