Mand blev sur på politiet
Torsdag kl. 16.30 traf politiet to mænd på 21 og 32 år uden fast bopæl ved en personbil, der var parkeret ved en butik i outlet-centret på Klosterparks Allé i Ringsted.
Forinden havde en lokal borger anmeldt, at bilen havde kørte hensynsløst og hasarderet rundt i Ringsted by, bl.a. høj hastighed, over i modsatte vejbane og muligt over for rødt lys i et par lyskryds.
Da det lugtede kraftigt af hash fra deres bil, blev begge mænd og bilen undersøgt for narkotiske stoffer, men politiet fandt ikke noget ud over jointpapir i bilen. Den 21-årig var i den forbindelse særdeles utilfreds med politiets kontrol, så han kortvarigt løb sin vej. Da han kort efter kom tilbage, var han stadig så utilfreds og udadreagerende, at politiet til sidst måtte se sig nødsaget til at anholde ham for at få genskabt roen.
Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og blev i en politibil bragt til politistationen i Roskilde med henblik på afhøring til sagen. Undervejs var han stadig utilfreds med især den kvindelige politibetjent, at han tiltalte med flere nedsættende ytringer, så han også blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmelig tiltale af politipersonale.
Den anholdte blev dog løsladt først på aftenen efter afhøring til sagerne mod ham. Politiet tog sig af bilnøglerne til bilen med henblik på udlevering til ejeren af køretøjet, hvor føreren ikke er identificeret i forhold til den anmeldte kørsel.
Kommentarer