Mand alvorligt tilskadekommen i solouheld
Kl. 22.10 skete et uheld på Vestmotorvejen i Ringsted, da en bilist af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen, som ramte autoværnet og rullede rundt.
Politi, ambulance og lægehelikopter blev sendt til stedet, da der var mistanke om, at føreren, en 27-årig mand fra København, var kommet til alvorligt til skade. Han blev fløjet til Rigshospitalet til behandling.
Med i bilen, som passager, var en 27-årig mand fra Jylland, der ikke kom noget alvorligt til ved ulykken. Han blev kørt i ambulance til sygehuset til tjek. Begge mænd fik rutinemæssigt udtaget blodprøver, da det i første omgang ikke var helt afklaret, hvem som havde ført bilen. Ingen af de to mænd havde et gyldigt kørekort.
Motorvejen var spærret i østlig retning i omkring to timer, mens der foregik redning og undersøgelser på stedet. Den tilskadekomne fører er fortsat indlagt til behandlet for svære skader, men han meldes at være stabil og uden for livsfare. Politiet afventer nu resultatet af blodprøven og vil afhøre føreren af bilen, når hans tilstand tillader det.
Kommentarer