Ringsted by

Lystanlægget genetableres uden problemer efter Ringsted Festivalen

Lystanlægget i Ringsted skal gennem en større genetablering efter de skader, som opstod i løbet af Ringsted Festivalen, da området blev ramt af store nedbørsmængder

Mandag havde Ringsted Kommune gennemgang af Lystanlægget sammen med Ringsted Festivalen. Festivalen er nu i gang med at genetablere det grønne område.

Selv om det kort efter festivalen kunne virke voldsomt ved første øjekast, er hverken Ringsted Festival eller Ringsted Kommune bekymrede for, om skaderne på Lystanlægget bliver udbedret tilfredsstillende

Ifølge aftalen med Ringsted Kommune har Ringsted Festival ansvar for at genetablere Lystanlægget efter festivalen, og de er i gang med at rydde op og genetablere området. Forventningen er, at anlægget inden længe vil være genetableret.

Der kom store mængder vand over Lystanlægget under Ringsted Festival, og derfor kan oprydningsarbejdet tage lidt længere end normalt. Det fortæller Tine Christiansen, direktør for de tekniske områder i Ringsted Kommune.

– Vi har i fællesskab med Ringsted Festival besigtiget Lystanlægget, og vi er trygge ved, at Lystanlægget bliver genetableret efter festivalen. Hverken Ringsted Kommunes rådgiver eller Ringsted Festivalens rådgiver er bekymret over skaderne. Afhængig af vejret forventer vi, at Lystanlægget vil være genetableret om ca. 10-20 dage, siger Tine Christiansen.

Om fire uger vil Ringsted Kommune og Ringsted Festival igen gennemgå Lystanlægget for at sikre, at alting er, som det skal være.

I den næste tid skal der blandt andet skrabes et lag jord væk fra dele af stiarealet, og efterfølgende bliver der lagt slotsgrus på stierne. Der vil også blive sået nyt græs på ca. halvdelen af græsarealet i Lystanlægget. Visse steder er der stadig meget vådt, og de områder skal tørre lidt mere, før der kan sås nyt græs.

Stierne har selvfølgelig høj prioritet, og de vil blive lavet hurtigt. Ringsted Festival vil genetablere stierne i Lystanlægget. Når der alligevel skal arbejdes på stierne, benytter Ringsted Kommune lejligheden til at løfte kvaliteten på dele af stiforløbet. Forbedringerne af stierne er et arbejde, der alligevel skulle have været gennemført,” siger Tine Christiansen.

Ved mandagens gennemgang manglede Ringsted Festival desuden at gøre den almindelige oprydning helt færdig. Festivalen er i gang med at finkæmme campingområdet og parkeringspladsen for papirstumper, strips og lignende. Derudover er der noget jord, en container og andet, der skal køres væk. Det arbejde, forventer festivalen, er færdigt i løbet af onsdag eller torsdag.

Arbejdet med at reetablere Lystanlægget får ingen konsekvenser for gennemførelsen af de kommende arrangementer i Lystanlægget. Den 26. og 27. august er der Stafet for Livet i Lystanlægget, og det arrangement kan gennemføres som planlagt.

Kommentarer