Ringsted by

Lokaltog får hovedkontor i Ringsted

Det kommende hovedkontor for lokalbanedriften på Sjælland kommer til at ligge i Ringsted. Trafikselskabet Movia besluttede i forbindelse med fusionen i 2015, at det kommende hovedkontor skulle placeres i Region Sjælland. Valget af Ringsted er truffet af Movias bestyrelse.

– Lokalbanerne er tæt forankret i lokalmiljøerne og bidrager til at drive trafik ind mod de store købstæder på Sjælland. Vi er derfor også glade for snart at kunne åbne det nye hovedkontor i Ringsted. Ringsted er en moderne handels- og kulturby, der ligger midt på Sjælland. Derfor er det også naturligt, at placere hovedkontoret lige netop her”, udtaler Movias administrerende direktør og bestyrelsesformand for Lokaltog A/S Dorthe Nøhr Pedersen.

Lokaltog forventer at flytte ind i det nye hovedkontor sidst på året.

For hovedparten af Lokaltogs medarbejdere betyder det nye hovedkontors placering ikke en konkret ændring af hverdagen, da deres faste arbejdssted er knyttet til banerne rundt om i landet.

Siden 1. juli 2015 har lokalbanedriften på Sjælland været samlet i ét lokalbaneselskab: Lokaltog A/S, som dermed blev Danmarks næststørste jernbanevirksomhed. Lokaltog driver Lollandsbanen, Østbanen mod henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads, Tølløsebanen og Odsherredbanen, Lille Nord, Gribskovbanen mod henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje, Hornbækbanen, Frederiksværkbanen og Nærumbanen og betjener årligt godt 10 mio. passagerer på hele Sjælland og Lolland-Falster

Baggrunden for fusionen af det tidligere Regionstog og Lokalbanen var stigende myndighedskrav til blandt andet jernbanesikkerhed. Samtidig stod de daværende to selskaber over for reinvesteringer i infrastrukturen. Ved at samle selskaberne og de knap 450 medarbejdere fordelt ud over hele Sjælland i ét baneselskab, fik man skabt en endnu stærkere organisation med mulighed for at høste yderligere synergier.

Arbejdet med at fusionere de to selskaber har omfattet alt fra sikkerhedsgodkendelser i tæt dialog med Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, harmonisering af it-systemer og økonomisystemer, samt udarbejdelse af nye trafikkontrakter m.v. Også nyt logo og ny hjemmeside er det blevet til. Næste fase i fusionen er så etableringen af det nye selskabs hovedkontor i Ringsted.

Kommentarer