Ringsted by

Lokale kræfter foreslår Dampmøllen som Banedamarks nye domicil

På falderebet har lokale kræfter, der ønsker Ringsted Dampmølle bevaret, sendt en appel til en række ejendomsudviklere, der har erfaring med OPP-projekter. Banestyrelsen flytter nemlig 300 arbejdspladser til Ringsted, og i den forbindelse har Bygningsstyrelsen udbudt kontorbyggeriet som OPP-projekt.

Efter de øjeblikkelige planer skal den over 100 år gamle Ringsted Dampmølle måske rives ned.

Før nedrivning af de bevaringsværdige bygninger kan tillades, skal der vedtages en ny lokalplan, og bevaringsfolkenes sidste håb er, at der inden den 25. august kommer en OPP-leverandør, der ser en konkurrencefordel i at have ejeren af denne unikke bygning med i sit projekt – eller at byrådet besinder sig med hensyn til at udslette over 100 års historie og dermed åbner op for ejerlejligheder og liberale erhverv i bygningen stedet.

Kravet til Banestyrelsens nye byggeri er, at bygningen skal ligge tæt på Ringsted Station, hvilket dampmøllen gør. Der kan frit anvendes eksisterende bygninger, som OPP-leverandøren finder egnede eller bygges på et område, som Banestyrelsen kan stille til rådighed.

Om arkitekturen for Banestyrelsens nye bygning skrives i udbudsmaterialet på bygst.dk, at ”bebyggelsen bør fremtræde markant og karakterfuld i forhold til det samlede byområde. Bebyggelsens arkitektur bør tage afsæt i jernbanens æstetik – fx i det industrielle udtryk og de traditionelle, gedigne jernbanebygninger”.

– Når dampmøllen er i fare for at blive revet ned, er det fordi timingen har været uheldig. Dette udbud kom, lige som byrådet havde stillet ejeren af Dampmøllen; Ejendomsselskabet af 14.10.2009 ApS, en nedrivningstilladelse i udsigt, så der kan opføres almennyttige lejligheder. Problemet er jo kun, at den gamle bygning er for dyb til små lejligheder, mens den er velegnet til kontorer, og der er flere andre grunde i nærheden, hvor man med fordel ville kunne opføre nye almennyttige lejligheder, siger talskvinde for bevaringsfolkene Helle Lundsgaard.

Kommentarer