Lodsejer indrømmer at have fjernet kommunalt vejinventar
I forbindelse med sagen om, hvem der retmæssigt ejer vejrabatterne på Havemøllevej risikerer lodsejeren Dorte Jensen nu at blive sigtet for tyveri af kommunale ejendele. Det skriver DAGBLADET Ringsted
I takt med, at flere og flere vejrabatter er pløjet op, er flere og flere af kommunens vejskilte og kantpæle med reflekser forsvundet.
– Vi har forrige fredag anmeldt tyveri af gadeinventar på Havemøllevej. Skilte og kantpæle bliver jo sat op af trafiksikkerhedsmæssige hensyn, så vi kan naturligvis ikke have, at vores inventar bliver stjålet, siger Tine Christiansen, teknisk direktør i Ringsted Kommune, der understreger, at kommunen anmeldte tyveri af gadeinventar på Havemøllevej – og ikke har sat navn på, hvem de mener, der måtte have stjålet det.
– Det kunne vi jo ikke anmelde, når vi ikke har set, hvem der har stjålet vores inventar, siger Tine Christiansen til avisen.
Men det ved kommunen nu efter onsdagens skelforretning. Her var fire kommunale repræsentanter inklusive kommunens jurist til stede, da lodsejer Dorte Jensen oplyste, at hun har fået skilte og pæle fjernet.
– De ting, vi har fjernet under pløjningen af vores jord, har vi gemt. Det udleverer vi gerne til kommunen. I kan bare komme og hente det, sagde hun.
Kommunen tager dog ikke umiddelbart opfordringen til sig.
– Jeg ved ikke, om det er almindelig praksis, at man selv henter sine stjålne ting, eller om de skal udleveres af politiet. Vi vil informere politiet om, at der er en udvikling i sagen, og så må politiet tage stilling til, hvad der videre skal ske, siger direktør Tine Christiansen.
Kommentarer