Ringsted by

Ledere har fået pæne lønstigninger

Vest- og sydsjællandske privatansatte ledere har fået en gennemsnitlig lønstigning på 2,6 procent i det forløbne år, viser Ledernes nye lønstatistik. Det er lidt lavere end lønstigningen for ledere på landsplan, men giver en pæn reallønsstigning.

Lederne i private virksomheder i Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm har i gennemsnit fået en lønstigning på 2,6 procent fra september 2017 til september 2018. Det viser en ny landsdækkende lønstatistik indsamlet af YouGov for Lederne.

Villy Jørgensen, afdelingsformand for Lederne Vestsjælland, er grundlæggende godt tilfreds med lønstigningerne, som skal ses i sammenhæng med, at lønstigningerne for alle privatansatte lønmodtagere var på 2,3 procent, og forbrugerpriserne kun steg 0,6 procent i samme periode.

– Lederne i vores område har fået en pæn stigning i reallønnen som en velfortjent belønning for, at lederne spiller en nøglerolle for de gode resultater, som virksomhederne generelt har i disse år. Men når det er sagt, er jeg selvfølgelig lidt ærgerlig over, at lederlønningerne i vores landsdel er steget mindre end lederlønningerne på landsplan, og at vi stadig er de lavest lønnede ledere i hele landet, siger Villy Jørgensen.

Den gennemsnitlige månedsløn for en leder i Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm var 51.785 kroner i september 2018 mod 57.920 i gennemsnit på landsplan. Og mens de lokale lederlønninger i gennemsnit steg med 2,6 procent det forløbne år, steg lederlønnen med 2,9 procent på landsplan. Det hører dog med til historien, at lederlønningerne i vores landsdel året før steg med hele 3,9 procent, hvilket var den højeste stigning i hele landet.

Kommentarer