Ringsted by

Lave liggetider og minimale afslag på hushandler i Ringsted

Det er eftertragtet at bo i Ringsted!. Det understreges af flere forskellige statistikker. Bl.a. er salgstiden for villaer til salg i Ringsted Kommune – den såkaldte liggetid – næsten halveret i forhold til 2010. Samtidig er Ringsted Kommune et af de steder i landet, hvor der gives de mindste afslag på udbudspriser for ejendomme.

Salgstiden for en ejendom i Ringsted var i 2010 248 dage. I maj i år opgjorde Boligsiden.dk liggetiden til at være 133 dage. Det er et fald på 115 dage i forhold til for syv år siden.

I det hele taget går det mange steder stærkt på boligmarkedet. I 39 af landets 98 kommuner er salgstiden for villaer og rækkehuse nu nede på under 150 dage. En stor del af landets boligsælgere oplever, at handlen bliver lukket ganske hurtigt, når de sætter huset til salg. Landsgennemsnittet liger på 182 dage.

De lave salgstider kommer primært sjællænderne til gode. Det gælder i særdeleshed hovedstadens omegnskommuner, som sammen med Københavns Kommune sidder tungt på top 10 over de områder i landet, hvor det lige nu tager kortest tid at sælge.

Når det gælder chancen for at prutte om prisen, har huskøberne ikke de store chancer i Ringsted Kommune. Den store efterspørgsel og den lave liggetid på ejendomme afspejles i de givne afslag. Ringsted er således den by i Danmark, hvor der i første kvartal 2017 er givet de mindste reduktioner i salgsprisen – nemlig kun 3.9 pct.

Det svarer til, at sælgere af husene i Ringsted i gennemsnit blot har ladet sig tale 50.000 kr. ned i pris.

På landsplan blev husene rundt om i landets kommuner  handlet med afslag helt op til 16,8 procent under den pris, villaerne sidst var udbudt til.

Udover Ringsted er det huse på Københavns vestegn – Tårnby, Solrød, Albertslund, Glostrup og Køge – der tegner sig for de mindste nedslag på boligmarkedet anno 2017.

 

Kommentarer