Ringsted by

Lakridspibeproducent en del af Røgfri Fremtid

Virksomheden Cloetta har meldt sig ind i partnerskabet Røgfri Fremtid under Kræftens Bekæmpelse, og opfordrer andre virksomheder til at gøre det samme. Alle gode kræfter skal i spil efter nye tal har vist at antallet af rygere i Danmark for første gang i 20 år igen er begyndt at stige.

Cloetta Danmark, som blandt andet producerer de ikoniske lakridspiber ”Skipper’s Pipes”, vil gerne bidrage til en røgfri fremtid for de kommende generationer. Virksomheden har derfor meldt sig ind i partnerskabet Røgfri Fremtid, som hører under Kræftens Bekæmpelse. De opfordrer andre virksomheder til at gøre det samme. Det sker efter meldingen om, at flere danskere ryger.

 

Nye tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 23 procent af den voksne befolkning i dag ryger. Det er en stigning fra 21 procent i 2016. Det er første gang i 20 år, at Kræftens Bekæmpelse har registreret en stigning i antallet af rygere i Danmark. Tallet har vakt stor bekymring. Rygning er i dag årsag til 13.600 dødsfald om året. Rygning er ifølge Kræftens Bekæmpelse den vigtigste årsag til ulighed i sundhed herhjemme og en stærkt medvirkende årsag til, at danskerne lever kortere end deres europæiske naboer.

 

Partnerskabet Røgfri Fremtid er et frivilligt fællesskab, som i forvejen tæller over 100 kommuner, virksomheder, interesseorganisationer, skoler og foreninger over hele Danmark. Partnerne arbejder i fælleskab for en røgfri fremtid i 2030. Helt konkret er målet, at ingen børn og unge under 18 til den tid ryger, og at højst fem procent af den voksne befolkning er rygere.

– Som partner vil vi gerne arbejde for at børn eller unge vokser op uden røg – og til at de ikke selv begynder at ryge. Vi vil gerne opfordre andre virksomheder til at gøre det samme, siger Marie Lykke Jensen, Marketing Manager i Cloetta.

 

For at sætte yderligere fokus på rygestop og nytårsforsæt kører Cloetta i de kommende uger en konkurrence på Facebook, hvor præmien er et års forbrug af lakridspiber. Alle kan deltage – og det koster ikke noget. Deltagerne skal enten fortælle, hvorfor de selv vil stoppe, eller hvem de mener, der burde stoppe med at ryge. Der trækkes lod blandt besvarelserne.

– Med gårsdagens udmelding må vi konstatere, at udviklingen i øjeblikket går den forkerte vej. Hvis vi skal nå målet om en røgfri fremtid, så kræver det en styrket indsats. Alt skal i spil. Events, lokale aktiviteter, digital involvering og meget mere. Det kræver, at alle tager ansvar: Forældre, organisationer, politikere og virksomheder. Derfor er vi glade for at Cloetta vil være partner i Røgfri Fremtid og med en konkurrence støtte de mange, som bruger nytåret som anledning til et seriøst forsøg på at blive røgfri, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

 

Cloetta har allerede haft gode erfaringer med at motivere rygere til at droppe tobakken. Virksomheden har blandt andet sponsoreret konkurrencer i projektet ”Køge kvitter smøgerne”, hvor man motiverede rygere til at melde sig til kommunale rygestop-forløb. Vinderen af konkurrencen fik et års forbrug af lakridspiber. Dette medvirkede til at skabe stor og positiv opmærksomhed og var en medvirkende årsag til, at et stort antal rygere rent faktisk tilmeldte sig. Efter rygestoppets afslutning, var over 90 procent af dem røgfri.

– Først støttede vi op om disse konkurrencer som en sjov aktivitet. Men vores erfaringer er meget positive. Med partnerskabet Røgfri Fremtid vil vi gerne signalere, at vi nu arbejder seriøst med målet om, at ingen børn skal vokse op i røg. Vi håber andre vil følge vores eksempel, siger Marie Lykke Jensen fra Cloetta.

PRAKTISK INFO

Læs mere om Røgfri Fremtid på hjemmesiden roegfrifremtid.dk

Kommentarer