Lærere får mere fleksible arbejdsvilkår
Lærerne på skolerne i Ringsted Kommune får nu mere fleksible arbejdsvilkår og en maksimal undervisningstid på 26 lektioner. Det er resultatet af en ny arbejdstidsaftale mellem Ringsted-Sorø Lærerforening og kommunen.
Den nye arbejdstidsaftale gælder for lærere og børnehaveklasseledere for skoleåret 2017/18. Og den lokale lærerforening erklærer sig ifølge lærerforeningens kredsformand, Lise Vadsager, tilfreds med den nye aftale.
Arbejdstidsaftalen beskriver, hvordan kommunens politiske målsætninger for skoleområdet kan realiseres, samtidig med at arbejdsmiljøet understøttes. Aftalen fastlægger, hvordan arbejdstiden fordeles over året, og fastlægger desuden, hvor den kollektive ferie er placeret samt muligheden for at udføre arbejde uden for skolen. Endelig indeholder aftalen også Byrådets ønskede loft over undervisningstimetallet.
Lærerforeningen glæder sig over en god dialog med Ringsted Kommunes politikere og embedsmænd, der afspejler tillid og respekt om lærernes arbejde. Lærerne føler, at der med den nye aftale er blevet lyttet til deres ønsker.
Kommentarer