Ringsted by

Lukningstruet lægevagt i Ringsted fortsætter

Lægevagten i Ringsted er reddet. Region Sjælland og de praktiserende læger er blevet enige om en aftale, der fortsat sikrer borgerne i hele regionen en lægevagtsordning.

I den seneste tid har der været rejst tvivl om lægevagtens fortsatte eksistens i flere sjællandske byer og herunder altså også lægevagten i Ringsted. Ud over Ringsted var også Nykøbing Sjælland, Kalundborg, Vordingborg og Nakskov i fare for at blive lukket.

Men den nye aftale mellem de praktiserende læger og Region Sjælland sikrer nu fortsat lægevagt over hele landsdelen og freder således ordningen i alle fem byer.

Gennem bedre og mere fleksible udnyttelse af lægernes ressourcer er det blevet muligt at fastholde den nuværende lægevagtsordning. Samtidig med at der tilføres flere lægehænder, da de ny lægeklinikker (udbudsklinikker) fremadrettet kommer til at indgå i lægevagten. Alle konsultationssteder vil derfor fortsat kunne betjene borgerne.

Tilfredshed med aftale

– Jeg er meget tilfreds med, at vi i et konstruktivt samarbejde med de praktiserende læger har kunne lave justeringer, som betyder, at borgerne fortsat får et godt og nært akuttilbud, siger praksisdirektør Christina Sjøberg Lundgren.

Formand for de praktiserende læger i Region Sjælland, Ulrik Hesislev, glæder sig også over aftalen:

– Vi er nået frem til de nødvendige fleksible rammer, der sikrer, at lægevagten i Region Sjælland fortsat vil være effektiv og brugervenlig, samtidigt med at der tages højde for, at der er færre læger til at løse opgaven.

Aftalen sikrer, at lægevagten fortsat kan servicere borgerne også i byerne Ringsted, Nykøbing Sjælland, Kalundborg, Vordingborg og Nakskov.

– Lægevagtsordningen er udfordret af, at der generelt er mangel på almen praktiserende læger, så vi skal også fremover have fokus på at bruge lægetimerne bedst muligt, siger praksisdirektør Christina Sjøberg Lundgren.

 

Kommentarer