Kvinde forsøgte at fravriste pistol fra betjent
Beslutningen om at spille høj musik i en lejlighed i en beboelsesejendom på Næstvedvej i Ringsted udviklede sig til at få ubehagelige konsekvenser for lejlighedens to tilstedeværende. De blev nemlig begge anholdt efter en større omgang tumult med politiet, hvorunder den ene – en 40-årig kvinde – forsøgte at fravriste tjenestepistolen fra en af de fremmødte betjente.
Kl. 0025 fik politiet en anmeldelse om, at en beboer i ejendommen spillede høj musik til ulempe for de øvrige beboere. Da politiet kom til stedet, var der stadig høj musik at høre gennem vinduerne.
Beboeren – en 43-årig mand fra Ringsted – der i øvrigt var spirituspåvirket og eftersøgt af politiet med henblik på fremstilling i fogedretten, blev bedt om at skrue ned.
I lejligheden var også en spirituspåvirket, 40-årig kvinde uden fast bopæl til stede.Da politiet fortalte, at den 43-årige skulle frihedsberøves med henblik på fremstilling i fogedretten, satte han sig voldsomt til modværge over for patruljen, der måtte bruge fysisk magt for at gennemføre anholdelsen.
Herunder forsøgte kvinden først at fratage den ene politimand hans tjenestepistol, men blev opdaget og skubbet væk. Hun insisterede på at fat i politiets våben og forsøgte sig hos den anden politimand, der stadig var fokuseret på anholdelse af manden.
Det lykkedes hende at få fat i politimandens pistol, som han dog hurtigt fik frataget hende – uden at nogen var blevet truet, eller at der blev afgivet skud.
Med assistance fra endnu en patrulje lykkedes det både at få frihedsberøvet manden og efterfølgende kvinden, der begge blev bragt til politistationen i Roskilde med henblik på afrusning og senere dels fremstilling i fogedretten, dels sigtelse og afhøring til forskellige overtrædelser af straffeloven for kvindens vedkommende.
OPDATERET:
Den 40-årige kvinde er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og bliver kl. 11.00 fremstillet i grundlovsforhør.
Kommentarer