Kvikke borgere afslørede tyv
Kl. 13.14 modtog politiet en anmeldelse om et mistænkeligt forhold i Ringsted. En kvik borger havde bemærket en mand, som holde i vejkanten på Tinvej i Ringsted og læssede en større mængde teknik produkter ind i en bil, inden han kørte fra stedet. Anmelderen fandt optrinnet så suspekt, at han kontaktede politiet. Ikke lang tid efter kom endnu en anmeldelse, denne gang fra en adresse i Køge. Her havde endnu en vågen borger set den mistænkelige person tømme bilen for teknik. En patrulje blev sendt til adressen i Køge, hvor de fandt bilen parkeret.
De traf ikke den mistænkelige mand, men fandt frem til hans opholdssted tæt ved. Værelset blev ransaget, hvor politiet fandt en større mængde teknik, som viste sig at være stjålet fra en computerforretning i Ringsted tidligere på dagen. Der var tale om 12 gaming computerskærme og en induktionskogeplade til en samlet værdi af omkring 35.000 kr. Under ransagningen fandt politiet desuden oplysninger, der kunne identificere den mistænkte i sagen, en 22-årig mand fra Litauen.
Den mistænktes bil viste sig at være em udlejningsbil, som nu er i politiets varetægt, mens sagen efterforskes. Det er ikke lykkedes politiet at finde den 22-årige mand endnu, men han er efterlyst til sagen. Kosterne blev leveret retur til virksomheden.
”Det er fremragende når kvikke borgere med det samme ringer til politiet, hvis de ser noget mistænkeligt. Så fik vi mulighed for at gribe ind og opklare sagen” siger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen.
Kommentarer