Samfund

Kunst i Pinsen 2018

Se billedserie

I lighed med forrige år, afholdes der Kunst i Pinsen i Midt- og Vestsjælland d. 19., 20. og 21. maj.

Mere end 100 kunstnere, kunsthåndværkere og gallerier holder åbent hus på deres udstillingssteder og atelierer i hele pinsen kl. 11-17. Kunstdag i Pinsen er et initiativ fra kommunerne i Midt- og Vestsjælland. På www.kunstipinsen.dk kan du se alle deltagere.

Som noget nyt kan du finde Kunst i Pinsen på Facebook og se billeder fra de forskellige kunstnere og gallerier. Både fra omgivelserne, fra stederne og fra de kreative processer. Kunstnere er ved at lægge sidste hånd på deres værker. Du har også mulighed for at downloade en app, der gør det nemt at planlægge kunstruten i Pinsen.

Everdinck Art & Therapy v/Karin van Everdinck er et af de steder, der holder åbent hus alle 3 dage i pinsen fra kl. 11-17 på Næstvedvej 51, 4180 Sorø. Det er 4. gang, Karin deltager. Udover billedkunstner er Karin også Diplom Kunstterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeutforening samt af Forening af Integrativ Kunstterapi. Karin er i gang med at bygge sin egen terapeutiske virksomhed op, hvor hun modtager klienter i såvel individuel som i gruppeterapi.  Mange af de udstillede malerier og kollager er resultater af Karins egne udviklings- og kreative processer.

Om sin udstilling i Pinsen siger billedkunstneren: ”I år er der en del nye ting at se. Det dårlige sommervejr i juli måned sidste år inspirerede mig til en billedserie med kollageteknikken. I 14 dage sad jeg og klippede og klistrede og var i et kreativt flow. At lave kollager er meget sjovt, man kan skabe sin egen fantasiverden og skabe egne fortællinger gennem billeder. Dernæst udstiller jeg en serie malerier, der er startet af børn og unge med psykisk sygdom. Billederne stod til udsmidning. Jeg har ”reddet” billederne og malet videre på dem med respekt for de streger, der var malet i forvejen. Jeg undersøgte, hvilken energi, der lå i billedet i forvejen og har tolket videre på den og skrevet en lille billedtekst til hvert maleri. Jeg håber dermed at bryde tabuer omkring psykisk sygdom. Sidst men ikke mindst har jeg brugt masker som terapeutisk redskab i nogle af mine grupper og blev selv bidt af at dekorere masker. Det er en fin metode til at lægge bestemte følelser og energi i udtrykket.
Alle er velkomne, kig ind, mærk, oplev og sans. Vi giver kaffe/té eller lidt koldt at drikke.  Hele Pinsen giver jeg 20% rabat på alle malerier”.

Kunstterapi bruges flittigt af sundhedsvæsenet og psykiatrien i behandling af børn/unge og voksne, både i England, Tyskland, Norge, Italien og USA. I Danmark er der en stigende interesse i kunstterapi, der kan bruges til alle aldersgrupper og bruges til at få en bedre livskvalitet. Således kan kunstterapi bruges hos demente, psykisk syge, misbrugere, handicappede, alvorligt syge og døende, pårørende til disse grupper, og alle dem, der er ramt af depression, PTSD, stress eller angst.

Everdinck Art & Therapy er et besøg værd, uanset om du er interesseret i at se på kunsten, se hvordan en billedkunstner arbejder eller høre mere om kunstterapi. Med skoven ”lige i baghaven” er det oplagt, at tage familien med på en skovtur før eller efter.

Du kan læse mere på www.everdinck.dk

Kommentarer