Ringsted by

Kulturstyrelsen afviser fredning af Dampmøllen

Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet, at man ikke vil rejse en  sag om fredning af Ringsted Dampmølle. Ønsket om fredning af møllen med den tilhørende direktørbolig på Næstvedvej 4 i Ringsted var fremsat af Bygningskulturforeningen Ringsted, men er nu blevet afvist i et svar til Ringsted Kommune.

Slots- og Kulturstyrelsen finder ikke, at dampmøllekomplekset har de arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier, der – set i en national sammenhæng – kan begrunde en fredning.

Styrelsen vedkender ganske vist, at der er tale om et markant industriminde med klare bevaringsværdier, men finder dog, at bygningernes betydning primært er af lokal og regional karakter.

Styrelsen hæfter sig endvidere ved, at navnlig direktørboligens vedligeholdelsestilstand vurderes at være kritisk.

Ringsted Dampmølle er i kommuneplanen udpeget som industriminde. Samtidig er fabriksbygningen vurderet til at have en høj bevaringsværdi. I den forbindelse foreslår Styrelsen, at man i stil med andre kommuner evt. kunne omdanne de karakterfulde fabriksbygninger til blandt andet attraktive boliger eller kontorer og på den måde lade kulturarv og udvikling gå hånd i hånd.

Museum Vestsjælland har tidligere på året foreslået, at man nedriver en del af bygningskomplekset. Derved vil der kunne skabes gennemlyste rum. Denne løsning beskriver Slots- og Kulturstyrelsen som såvel pragmatisk som perspektivrig.

Kommentarer