Ringsted by

Kræver hårde straffe i Totempo-sag

Tre personer fra den tidligere ledelse i vejhjælpskoncernen Totempo, der bl.a. havde en afdeling i Ringsted, kræves nu idømt mindst seks til otte års fængsel. Desuden kræves de tiltalte frakendelse af retten til at stifte virksomhed og fungere som direktør.

Kravet er fremsat af specialanklager ved Midt- og Vestsjællandspoliti, Maria Jepsen.

Sagen har det seneste halve år kørt med bevisførelse ved Retten i Roskilde. Anklagemyndigheden mener, at de tiltalte er skyldige i bedrageri og dokumentfalsk for omkring 300 millioner kroner i perioden fra 2001 til 2008, bl.a. ved at have kørt en leasingkarrusel ved hjælp af fiktive fakturaer.

En dommer og tre domsmænd skal nu afgøre, om de tiltalte er skyldige eller ej og hvad straffen i givet fald skal være. Dommen forventes afsagt i juni.

 

 

Kommentarer