112

Kontrol i forbindelse med skolestart

Foto: Kim Matthäi Leland

Et nyt skoleår er skudt i gang, og vores patruljer er selvfølgelig på pletten på skoler rundt omkring i hele politikredsen for at være med til at gøre skolevejen sikker for store og små.

Betjentene blev mødt af glade børn og voksne, som var meget positive over at politiet var til stede. Størstedelen af skolerne i Holbæk kommune starter først onsdag, men skolerne i de øvrige kommuner er begyndt.

Mandag og tirsdag morgen var vi på følgende skoler:

Køge

Herfølge Skole – her måtte patruljen give flere påtaler til forældre, som parkerede foran skolen, hvor det kun er tilladt at lave af- og påsætning i tidsrummet mellem kl. 07.30-08.30. For at undgå trafikprop i forbindelse med aflevering i skole, er der parkering forbudt i dette tidsrum. Resten af dagen er det tilladt at parkere i 30 min i dette område. De bilister som valgte at tilsidesætte reglen og af- og påsætning, men parkerede deres bil fik en løftet pegefinger af betjentene. Vi vil fortsat holde øje med dette problem ved Herfølgeskolen og vurdere, om der behov for at finde bødeblokken frem, hvis bilisterne ikke overholder parkeringsforbuddet.

Katrinedalskolen – Fem forældre fik påtaler, da de kørte ind på et område, hvor det kun er tilladt for personale, busser og taxa at køre i tidsrummet imellem kl. 07.30-08.15. Ingen blev sigtet i den forbindelse, og trafikken forløb derudover fint.

Søndre Skole – Ingen trafikale problemer ved skolen. Tæt trafik i krydset Søndre Viaduktvej/Egøjevej, hvor tæt færdsel fra syd gav udfordringer for de bilister, der kørte ud i krydset fra Egøjevej. Ingen blev sigtet i forbindelse med skolekontrollen.

Asgårdskolen og Skt. Nikolaj Skole – Ingen påtaler eller sigtelser.

Greve

Strandskolen – Generelt en god afvikling af trafikken. En ung mand blev sigtet for at køre uden styrthjelm på knallert, og en bilist fik en bøde for en ulovlig parkering for tæt på en spærrelinje. Tre fik påtaler for mindre forseelser.

Solrød

Havdrup Skole – Færdselsbetjenten Vlado og hans makker Casper lavede kontrol ved Havdrup Skole. To drenge på 14 år blev stoppet og fik en påtale, da de kørte to på et el-løbehjul. De fik indskærpet, at løbehjulet kun er beregnet til en person, og man skal være fyldt 15 år, hvis man skal køre uden en voksen ledsager. To piger på 14 år kørte på en cykel på fortovet. Passageren på baggagebæreren hoppede af, da de så politiet. Men cyklisten fortsatte videre på fortovet. Hun blev derfor stoppet og fik en påtale.

Roskilde

Svogerslev Skole – Trafikken forløb generelt godt og borgerne var glade for at se patruljen på skolen. Nogle forældre fortalte betjentene, at mange var bedre til at overholde parkeringsforbuddet på af- og påsætningspladsen end når politiet ikke var der. Ingen parkerede der ved dagens kontrol. En dreng på et el-løbehjul havde ikke cykelhjelm på, men steg af så snart han så politiet. Han fik en påtale og lovede at bære hjelm fremover.

Tjørnegårdsskolen, Himmelev Skole, Gundsømagle Skole, Jyllinge Skole. Roskilde Lilleskole, Lindebjergskolen – Alt forløb fint. Ingen påtaler eller sigtelser. 

Ringsted

Allindelille Friskole – Fyldt godt op med biler i forbindelse med skolestart, så skolen havde åbnet for fodboldbanen til parkering. Alt forløb fint og viste hensyn, og alle var glade for at se politiet fortalte lokalbetjent Michael Engstrøm efter besøget.

Dagmarskolen – Ændringer i kørselsforløb og skiltning skabte lidt trafikale udfordringer ved skolen. Skoleinspektøren var glad for at se lokalbetjent Michael Engstrøm, som placerede sig strategisk godt i forhold til at guide bilisterne ud via den nye vej fra parkeringspladsen. En bilist fik en påtale for at køre i den forkerte retning, men alle viste hensyn til hinanden. Lokalbetjenten tog en dialog med skolen om, hvordan skiltningen og vejforløbet kunne gøres lettere for trafikanterne i forbindelse med ændringerne på parkeringsområdet. 

Lejre

Hvalsø Skole – Trafikken forløb roligt og kørte pænt. Der var ikke behov for at lokalbetjent Erling Birkeholm måtte give påtaler eller bøder.

Kirke-Hyllinge – Patruljen var meget positive over trafikanternes hensynsfuldhed ved skolen. Alle kørte pænt og overholdt færdselsloven ved dagens kontrol.

Kalundborg

Svebølle Skole – ingen påtaler eller sigtelser

Rørby Skole– ingen påtaler eller sigtelser

Ubby Fri- og Idrætsefterskole – Eleverne agerede fint i trafikken og bilisterne viste hensyn. Alt forløb fint og ingen behov for at politiet måtte give påtaler eller skrive bøder.

Hvidebækskolen – De små elever mødte kl. 09.00. Trafikken forløb roligt, og alle overholdt færdselsreglerne. Lokalbetjent Jesper Engel oplevede glade børn og forældre, som hilste på og var glade for at se politiet.

Odsherred

Asnæs Skole – Lokalbetjent Henning Jørgensen var tirsdag morgen ved Asnæs Skole, hvor han fik en god dialog med børn og voksne om færdselssikkerhed. En mor lod sin 6-årige søn cykle på fortovet og fik en påtale. Moren troede det var tilladt for mindre børn at cykle på fortovet, så Henning vejledte hende om, at det aldrig er tilladt at cykle på fortovet. De fik en snak om det vigtige i at træne sine skolebørn i at cykle på de mindre veje, så de bliver dygtige til at færdes i trafikken. En kvinde parkerede ved et stopforbud og fik en påtale. Hun lovede, at hun fremover ville parkere lovligt ved skolen.

Vig Skole, Højby Skole og Nørre-Asmindrup Skole – Ingen påtaler eller sigtelser

Kommentarer