Konrad Kriescher stopper som leder af Ringsted Lilleskole
Ringsted Lilleskole i Vetterslev-Høm ved Ringsted skal ud og finde en ny skoleleder. Det oplyser bestyrelsen i en pressemeddelelse.
Konrad Kriescher har efter lange og nøje overvejelser af personlige årsager valgt stoppe ved udgangen af dette år.
Han har gennem sine snart fire et halvt år på skolen pendlet fra Djursland til jobbet i Ringsted hver mandag og den anden vej fredag.
Siden sommer har han sammen med sin kæreste overvejet rammerne for deres fælles fremtid og har besluttet, at de permanent vil blive boende på Djursland.
Egentlig var det meningen, at beslutningen først skulle blive aktuel til skoleårets afslutning, men Konrad Kriescher er blevet tilbudt en skolelederstilling på sin hjemegn. Derfor stopper han til nytår.
På Ringsted Lilleskole er bestyrelsen kede af, at Konrad Kriescher har valgt at opsige sin stilling, fordi han siden sommeren 2013 har været et stort aktiv for skolen. Med sit engagement og nærvær har skolelederen ydet en meget stor indsats, som har bidraget positivt til skolens udvikling.
– Han har været med til at opbygge en skole med et personale, som brænder for skolen og for deres daglige arbejde med børnene. Skolen er i Konrads tid vokset fra 112 til cirka 200 elever og har dermed fået skabt både et godt ry i lokalområdet og en god økonomi. Der er derfor alle muligheder for fortsat at skabe en god og attraktiv skole«, står der i pressemeddelelsen.
Nu skal bestyrelsen på jagt efter en ny leder til Ringsted Lilleskole. Men samtidig vil man sikre en god og stabil hverdag på skolen for både børn og personale.
Derfor er man glade for, at skolens souschef, Ditte Ehlig, har sagt ja til at virke som konstitueret leder på skolen, indtil den rette person til jobbet som skoleleder er fundet.
Til skolens store Julekoncert, der holdes fredag 15. december på Sørup Herregård, vil der blive taget officiel afsked med Konrad Kriescher.
Kommentarer