Ringsted by

Kommuner kan spare millioner

Holstebro er danmarksmester i udlicitering. Her er det ansatte fra private virksomheder, der ordner parkerne, slår græs og rydder sne.
Hvis andre kommuner gjorde som Holstebro, kunne de spare op mod en halv milliard kroner tilsammen, viser beregninger fra Dansk Byggeri.

I Holstebro er 88 procent af alle opgaver på det tekniske områder udliciteret til private virksomheder. Mens der i Vallensbæk, som udliciterer mindst, er udliciteret 16 procent. På landsplan er der markant forskel på, hvor meget kommunerne lader de private komme til. Men samlet set er det gået fremad med udlicitering på vej- og park området. Det glæder Dansk Byggeri.

– Udviklingen går i den rigtige retning, og vi håber, at det fortsætter. For borgerne er det ikke afgørende, om græsplænen bliver slået af en kommunalt eller privat ansat, men når en kommune sparer penge ved at udlicitere, bliver der råd til mere velfærd, som kommer alle borgere til gode, siger chefkonsulent Morten Kamp Thomsen, Dansk Byggeri.

Når græsplænen skal slås eller sneen skal væk, er det dog stadig oftest en kommunalt ansat medarbejder, der udfører arbejdet. Men de seneste ti år har kommunerne i stigende grad ladet private virksomheder stå for driften af veje, parker, grønne anlæg og rydning af sne. Udliciteringen er steget fra knap 35 procent i 2007 til godt 44 procent sidste år.

78 kommuner har øget udliciteringen i perioden 2007 til 2017.

Fyn topper
Set med regionale briller er Fyn bedst til at udlicitere. Knap 60 procent af de tekniske driftsopgaver i de ti fynske kommuner udføres af private virksomheder. Mens Bornholm og Hovedstadsområdet har den laveste grad af udlicitering med godt 28 procent og 30 procent.

De fem kommuner, som udliciterer mest, er Holstebro, Frederikssund, Hillerød, Odense og Greve. Mens Vallensbæk, Rødovre, Hvidovre, Dragør og Lejre udliciterer færrest opgaver.

– De kommunale budgetter er stramme. Men vi peger på, at der kan være mange penge at hente ved at de kommuner, der udliciterer mindst, ændrer praksis. Private virksomheder har både materiel og kvalificerede medarbejdere. De konkurrerer til daglig om kunderne, både private og kommunale, så de er toptrimmede til løse opgaverne bedst og billigst, siger Morgen Kamp Thomsen.

Store forskelle mellem nabokommuner
Nabokommuner kan have vidt forskellig praksis. Haderslev udliciterer for eksempel godt 26 procent, mens Kolding udliciterer knap 60 procent. Nyborg udliciterer lidt under 36 procent, mens Odense udliciterer knap 76 procent. Fredensborg udliciterer tæt på 29 procent, mens Hillerød udliciterer knap 82 procent.

– Jeg håber, at kommunerne ser hinanden over skuldrene og overvejer, om de kan få en økonomisk gevinst ved i højere grad at lægge vedligeholdelsen af veje, parker og andre grønne områder ud til private virksomheder, siger chefkonsulent Morten Kamp Thomsen, Dansk Byggeri.

Kommentarer