Kom til Økodag på Bækkenstoft den 10. april
Siden 2005 har Økodag hvert år fået omkring 150.000 danskere til at besøge økologiske Arla-gårde rundt omkring i Danmark for at opleve de forårskulrede økokøer springe på græs. Efter at have været sat på pause de seneste to år på grund af corona, er et af Danmarks største årlige events nu endelig tilbage, og landmændene ser frem til igen at kunne åbne dørene for glade gæster til en sjov og lærerig dag på landet.
Blandt de mange økologiske Arla-landmænd, der åbner deres gårde op til Økodag den 10. april, er Per Thomasen, der siden 1998 har drevet Bækkenstoft i Kirke Hyllinge på Sjælland.
220 økokøer springer foråret i møde den. 10. april
Landmand Per Thomasen og hans hustru Tina glæder sig hvert år til at lukke de 220 sortbrogede malkekøer på græs, når foråret springer ud. Men i år er forventningens glæde særligt stor. Efter to år med corona-restriktioner kan de nemlig nu endelig dele oplevelsen med de mange glade gæster.
”Vi glæder os sådan til at få en masse besøgende og give dem samme oplevelse af at se de muntre køer springe foråret i møde. Det er jo ligesom med os mennesker. Når solen begynder at skinne, kribler det jo i kroppen på os, og det samme gælder køerne,” siger Per Thomasen, der også glæder sig til at give danskerne et bedre indblik i, hvordan et økologisk landbrug fungerer.
Og med et forventet besøgstal op imod 5.000 gæster og et landbrug, der breder sig over 400 hektar, er det heldigt, at både familie, medarbejdere og landmænd i nærområdet træder til under både forberedelserne og på selve dagen.
”Det er jo en festdag, og det betyder noget for os, at der både er noget for børn og voksne. Derfor kan man både lege på halmballehoppeborg, hilse på kalve og komme op og sidde i en rigtig traktor. Og så besvarer vi selvfølgelig spørgsmål fra de nysgerrige gæster,” siger Arla-landmanden.
En spændende faglig rejse at blive økolog
Per Thomasen, der startede som landmand i 1985, overtog Bækkenstoft i 1998 sammen med sin hustru Tina og deres tre børn, der nu er voksne. Der gik ikke længe, før de omlagde til økologisk mælkebedrift, og siden har landmanden ikke set sig tilbage.
”Jeg har absolut ikke fortrudt at omlægge til økologi. Det har været en spændende rejse. Udfordringerne ved at være landmand er ikke blevet mindre, men det faglige og håndværket er blevet vigtigere, og det synes jeg er meget fascinerende,” siger Arla-landmanden.
På Bækkenstoft er de stolte af at kunne sige, at de er økologiske. Udover at opleve glæden ved at have køerne på græs, er det også en spændende rejse at opleve biodiversiteten på egen hånd.
”Det er da skønt at se de mange kryb og insekter udnytte jorden. Vi sørger for ikke at være for hårde, når vi beskærer, og så lader vi grene og den slags ligge til insekterne. Vi vil stadig gerne holde gården, så det ikke ser alt for økologisk ud, men når det hænder, at markerne bliver blå, gule og røde på grund af ukrudt, så nyder vi bare synet,” siger Per Thomasen.
Økodag er et samarbejde mellem Økologisk Landsforening og de økologiske mejerier.
Kommentarer