Ringsted by

Kom sikkert hjem fra VM-festen

Der er lagt op til fest, under VM i fodbold. Det får nu Rådet for Sikker Trafik og politiet til opfordre alle til at få planlagt, hvordan de kommer sikkert hjem. Politiet varsler mere spritkontrol hen over sommeren.

Skål! Det solrige og varme sommervejr betyder, at mange danskere drikker mere alkohol. Generelt sælges der cirka 10 % mere alkohol i butikkerne om sommeren end i forårsmånederne, viser tal fra markedsanalysefirmaet Nielsen, der holder øje med danskernes forbrugsvaner og indkøb. Og hos Bryggeriforeningen kan de også se, at godt vejr smitter af på salget af øl.

Foruden sol og sommer så kan de mange VM-fester rundt om i landet i den kommende tid også få flere til at skåle i alkohol. I den forbindelse opfordrer Rådet for Sikker Trafik og Rigspolitiet derfor flere til at lade bilen stå, når de er færdige med at heppe på og skåle.

– Der er god grund til at fejre, at Danmark er med til VM, og der ryger helt sikkert mange fadøl indenbords rundt om i landet til VM-festerne. Lige nu gennemfører vi en kampagne mod spritkørsel for at minde folk om, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen, siger Jeppe Gudmandsen, pressemedarbejder hos Rådet for Sikker Trafik.

1.000 sigtet for sommerspritkørsel
Sidste sommer sigtede landets politikredse 1.031 personer for spritkørsel på vejene alene i juni og juli måned. Derfor sætter politikredsene også i år ind med ekstra spritkontrol på vejene hen over sommeren.

Ulykkestallene viser desuden, at der er flere, som kommer alvorligt til skade eller mister livet i spritulykker i juni og juli måned end fx i november og december. Forklaringen kan være, at der om sommeren er mange impulsive og sociale sammenkomster, hvor vi nyder alkohol, men ikke lige husker at få planlagt, hvordan vi kommer sikkert hjem bagefter. Det kan fx være besøg hos vennerne i sommerhuset, at vi tager et smut ud til en af de mange festivaler, by- eller havnefester eller vælger at se en VM-kamp på storskærm, mens vi slukker tørsten i alkohol. Og når man skal hjem, fristes man til at tage bilen.

Derfor er politiet ekstra opmærksomme på spritbilister hele sommeren, lyder det fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

– Alt for mange sætter sig bag rattet, selv om de er i tvivl om, hvorvidt de har drukket for meget til at køre. Derfor er vi ekstra til stede på vejene med kontrol hele sommeren, og vi vil kraftigt opfordre til, at man lader bilen stå, hvis man er det mindste i tvivl om sin promille, siger Christian Bertelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

For at få flere til at lade bilen stå, når de har drukket alkohol, gennemfører Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og 79 af landets kommuner lige nu spritkampagnen “Klar til et pust?”. Langs vejene vil man kunne møde budskabet på tusindvis af plakater, og i tv og på sociale medier vises en kampagnefilm, der også kan ses her.

Kommentarer