JobFirst sender mange i beskæftigelse
Et forsøgsprojekt målrettet personer over 30 år, som er kommet på afstand af arbejdsmarkedet, har vist sig succesfuldt. Efter knap halvandet år har hver tredje deltager i JobFirst enten landet et fuldtidsarbejde eller har opnået delvis beskæftigelse, skriver Sjællandske.
– Der har været fokus på hovedpersonerne. Det har ikke bare handlet om at placere deltagerne i et virksomhedsforløb. Det har handlet om at finde et job, som deltagerne var motiverede for at få, lyder en af forklaringerne fra projektleder Birgitte Thyde Søe, der også fremhæver betydningen af en mentorordning med kontinuerlig opfølgning på deltagernes vej mod et job.
En af hovedtankerne i JobFirst har været at få deltagerne hurtigt ud i arbejde. Blot 14 dage inde i forløbet var den første virksomhedspraktik. En såkaldt snuseperiode der skulle afklare, om arbejdet stemte overens med deltagernes jobønsker. Devisen har været »Place first – then train«.
– Det er ude på arbejdspladsen, at vi træner jobmusklerne, ikke ved at forberede os på jobbet hjemmefra eller til en samtale, siger projektleder Birgitte Thyde Søe.
JobFirst har skabt så gode resultater, at Ringsted Kommune nu investerer i et nyt team i Jobcentret, som skal bygge videre på de gode erfaringer.
Resultatopgørelsen dækker endda ikke de sidste to måneder af forsøgsordningen, som begyndte i april 2016 og udløb med kalenderåret 2017.
Kommentarer