Informationsmøde om anlægsarbejde i Nørregade
Beboere og butiksejere har fået et særskilt brev med invitation til det kommende informationsmøde.
Til informationsmødet kan du møde Ringsted Kommune, medlemmer af Byrådet, Ringsted Forsyning, entreprenøren Arkil A/S, der står for arbejdet i Nørregade, samt rådgiveren på de tre overordnede etaper for omdannelsen af Torvet, Rambøll.
De vil fortælle mere om den konkrete tidsplan for arbejdet i Nørregade, og du kan få en status på det samlede arbejde med omdannelsen af Torvet. Du får også rig lejlighed til at stille spørgsmål om omdannelsen af Torvet og arbejdet i Nørregade.
Anlægsarbejdet opdeles i etaper
Arbejdet i Nørregade opdeles i etaper, så hele Nørregade vil ikke blive berørt af anlægsarbejde på samme tid. Under alle etaper vil der være adgang til alle forretninger.
Nørregade vil være spærret for gennemkørende trafik fra marts 2018 til marts 2019. For at give plads til julehandlen standses arbejdet i Nørregade i december 2018, og der åbnes for gennemkørsel og færdsel på strækningen fra Torvet til Dronning Margrethesvej.
Tredje og sidste etape af omdannelsen af Torvet
Arbejdet på Markedspladen og i Nørregade er den tredje og sidste etape af det samlede projekt for omdannelsen af Torvet.
Første etape af omdannelsen af Torvet var arbejdet i Klosterlunden i 2016. Anden etape er arbejdet på selve Torvet, som blev påbegyndt i 2017 og forventes endeligt afsluttet til april i år. Senere i 2018 begynder anlæggelsen af den nye bygning på Torvet, hvor der tidligere var parkeringsplads.
Kommentarer