Indbrud i øjeblikket
Kl. 00.17 fik politiet en henvendelse fra et alarmfirma, som havde fået en alarm fra en villa i Benløse. Alarmfirmaet kunne via overvågning se en mand, ca. 175 cm høj, slank, iført hættetrøje, sorte bukser, sko og iført handsker gå rundt i en privatbolig, hvor ejeren ikke var hjemme. Indbrudstyven brugte en lommelygte ifølge alarmfirma, hvis anmeldelse medførte øjeblikkelig udrykning af flere patruljer til området. Det lykkedes dog ikke politiet at finde indbrudstyven, der havde skaffet sig adgang til villaen ved at afliste en rude i et vindue. Inden tyven flygtede fra stedet, nåede han at gennemrode mange skabe og skuffer, men det er uklart, hvorvidt han nåede at stjæle noget. Politiet afventer nu, om resultatet af de tekniske undersøgelser ved villaen kan bidrage til identificering af indbrudstyven.
Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte have bemærket nogen på flugt i området omkring anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Kommentarer