Hver femte job på Sjælland er skabt i EU’s indre marked
Mindst 20 procent af arbejdspladserne i Region Sjælland er skabt af lokale virksomheders eksport til EU’s indre marked, viser en ny analyse.
En af de virksomheder, der bruger det indre marked til at skabe lokale arbejdspladser i Slagelse, er virksomheden EBK HUSE A/S.
Dansk know-how, varer og services sendes i en lind strøm fra virksomheder på Sjælland til kunder i lande i EU’s indre marked. Netop den eksport har ifølge en ny analyse fra Erhvervsministeriet skabt mindst 20 procent af de lokale arbejdspladser i Region Sjælland. Danske virksomheders handel med andre EU-lande har ifølge rapporten også betydet, at en gennemsnitsfamilie med to voksne har fået 65.000 kroner mere til forbrug om året.
– By eller land, det indre marked giver et boost i alle landets lokalområder. Både danske virksomheder og danske familier har gavn af et velfungerende indre marked i Europa, hvor virksomhederne kan operere uden alt for mange besværligheder. Det er nok de færreste, der til hverdag tænker over, at mange af vores arbejdspladser eksisterer netop på grund af de fordele, som det indre marked giver vores virksomheder. Og det uanset hvor i landet vi befinder os, siger international chef i Dansk Byggeri, Henriette Thuen.
EBK HUSE A/S i Slagelse er specialister i at bygge fritidshuse både som byggesæt og nøglefærdige huse. Virksomheden har datterselskaber i Tyskland, Norge og Sverige og eksporterer også til Island. Det giver fast arbejde til 180 medarbejdere hvoraf godt 75 er ansat på fabrikken og i salg og administration i Slagelse.
– Det er begrænset hvor mange nye fritidshuse, der er behov for i Danmark, og derfor er det afgørende for os, hvis vi skal vokse, at vi har adgang til et kæmpe marked i EU. Fordi vi gennem tiden har fået mere ensartede regler i EU, er det lettere for os at sælge vores fritidshuse uden for Danmark og – hvis kunden ønsker hjælp til at opføre huset – udsende vores dygtige medarbejdere, siger markedsdirektør Dorte Keinicke.
Danske virksomheder bygger primært i vores nabolande, og derfor er det indre marked særligt vigtigt for byggebranchen og virksomheder som EBK HUSE.
– Det er nok de færreste, der tænker på, at EU’s indre marked fx også ligger i Slagelse, hvor EBK HUSE har base. Virksomhederne behøver ikke være store for at operere på det indre marked, men de er typisk specialiserede ligesom EBK HUSE, siger Henriette Thuen, international chef i Dansk Byggeri.
I alt er 578.000 danske job forbundet med eksport af varer eller services til det indre marked.
Kommentarer