Ringsted by

Humor er temaet for bibliotekets forårsprogram

Ringsted Biblioteks forårsprogram er på gaden. Årets tema er humor i dens mange afskygninger. Der er arrangementer for både børn og voksne, og billetsalget starter mandag den 18. december.

Ringsted Bibliotek byder velkommen i det nye år med et program, som indeholder tilbud til både børn og voksne. Forårets tema er humor – i dens mange afskygninger.

– Oven på den mørke tid har vi brug for nogle gode og sjove oplevelser. Vi er overbeviste om, at flere af forårets arrangementer vil sætte gang i lattermusklerne og give deltagerne en uforglemmelig oplevelse, fortæller Rikke Bernt, arrangementskoordinator ved Ringsted Bibliotek og Borgerservice.

Biblioteket får blandt andre besøg af Rokokoposten, som jonglerer med sort humor, Christine Feldthaus, som tegner et ironisk portræt af danskerne i sit foredrag om livsstil, adfærd og forbrug og Erik Clausen med stand-up for viderekomne.

For litteraturinteresserede er der foredrag med forfatteren Jens Blenstrup, som blandt andet er kendt som forfatter til bogen bag filmen ”Gud taler ud”.

Børneteater, påskeworkshop, babymassage og lidt til de større børn

For børnene bliver der børneteater om den meget frække Lille Frø, en påskeworkshop hvor hele familien kan deltage og babymassage for forælder og baby. Til de lidt større børn får vi besøg af MadsenGaming, som er blevet kåret til ”Årets gamer 2017”.

Kommentarer