HTX-elever skal dyste om at blive Dansk Biotekmester
Elever fra Teknisk Gymnasium ZBC i Ringsted er med i konkurrencen ”Bliv Dansk Biotekmester”
Studerende fra 2.g og 3.g fra Teknisk Gymnasium ZBC i Ringsted skal på onsdag d. 23. januar deltage i eventet ”Bliv Dansk Biotekmester”, som er et event i Kalundborg, hvor eleverne dyster i at være ingeniører og komme med forslag til løsninger på verdens problemstillinger.
Partnerskaberne Knowledge Hub Zealand og Kalundborg Rekrutteringsalliance står bag Biotekmesterskaberne i samarbejde med blandt andet Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Kalundborg Forsyning, Lundbeck og Professionshøjskolen Absalon. Og det er repræsentanter herfra, der er dommere i konkurrencen, og som Ringsted-eleverne derfor skal pitche deres løsninger for.
2.g’erne fra Ringsted deltager med et oplæg om enzymer deres virkning. Rent praktisk har de lavet bioethanol med enzymer og mælk for at effektivisere og udnytte energioutputtet fra halm.
3.g’erne deltager med et oplæg om fermentering. De har lavet en gedeost for at forklare om ”brugsdyr” i ulande. Ingeniørmæssigt har de arbejdet på at bruge fermentering af kål og en vakuumpakning, som supplement til nødhjælpspakker, således at beboerne kan få de nødvendige vitaminer, mineraler og næringsstoffer.
I alt deltager omkring 450 gymnasieelever fra Sjælland i konkurrencen.
Kommentarer