Børn, der har en genetisk øget risiko for overvægt på grund af almindelige genvarianter, kan stadig tabe sig ved at ændre eksempelvis kost- og motionsvaner. Det viser et nyt studie, som forskere fra Holbæk Sygehus og Københavns Universitet står bag. Omkring 754 overvægtige og svært overvægtige børn og unge, som gennemførte livsstilsændringer, har deltaget i studiet.

Overvægt er et globalt, stigende problem med risiko for alvorlige følgesygdomme som hjerteanfald, diabetes og kræft. I 2016 var der 124 millioner svært overvægtige børn og unge verden rundt. Nu har forskere fra Holbæk Sygehus og Københavns Universitet undersøgt, hvordan genetikken spiller ind hos børn og unges evne til at tabe overflødige kilo.

– Store dele af befolkningen tror, at når man har nogle genetiske problemstillinger, så er løbet kørt. Det er derfor virkelig vigtigt, at vi sender et klart signal om, at selvom man har en genetisk følsomhed for overvægt, så kan behandling hjælpe folk. Vi har fundet ud af, at det er lige meget om børnene og de unge har en øget genetisk risiko score. De kan behandles lige godt. Det vil sige, at vores behandling er effektiv på trods af almene risikogener for svær overvægt. Det giver håb for mennesker med svær overvægt og en masse overvægtsrelaterede komplikationer som forhøjet blodtryk, kolesterol og fedtlever, at vi faktisk godt kan hjælpe dem, siger medforfatter Jens-Christian Holm, overlæge og leder af Enheden for Overvægtige Børn og Unge, Børneafdelingen på Holbæk Sygehus.

De nye forskningsresultater er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Obesity.

Livsstilsændringer kunne ses på vægten

Forskernes mål var at finde ud af, hvilken indflydelse specifikke genvarianter har på børn og unges mulighed for at tabe sig. De undersøgte derfor de 15 almindeligt forekommende specifikke genvarianter, der er associeret med overvægt i barndommen. I studiet viser forskerne, at genvarianterne ikke havde nogen indflydelse på, hvorvidt børnene og de unge kunne tabe sig, når de omlagde deres livsstil. Indtil videre er det kun børn med en sjælden genetisk mutation i MC4R-genet, som ikke ser ud til at tabe sig, når de gennemgår livsstilsændringer.

– Vi prøver at forstå de genetiske drivkræfter bag overvægt, og hvorvidt de drivkræfter også forhindrer nogen i at tabe sig. Vi viser, at en høj genetisk disponering for overvægt og fedme i barndommen faktisk ikke har nogen indflydelse på, om børnene reagerede på en livsstils-intervention sammenlignet med børn med en lav genetisk disponering for overvægt. De 15 genetiske varianter, vi har undersøgt, er almindelige i befolkningen og er de gener, som generelt øger et barns risiko for at blive overvægtig, fortæller Theresia Maria Schnurr, medforfatter og postdoc ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet.

Behandlingsforløb i Holbæk

Forskerne undersøgte 754 børn og unge, som var overvægtige eller svært overvægtige. Median-alderen var 11,6 år. De fik alle sammen kortlagt deres genetiske profil, og ud fra det udregnede forskerne en såkaldt genetisk risiko score for overvægt baseret på de 15 genvarianter for hver deltager. De havde alle en eller flere af de 15 genvarianter associeret med øget risiko for overvægt eller svær overvægt i barndommen. For at undersøge, hvorvidt en genetisk disponering for overvægt spillede ind på børnene og de unges evner til at tabe sig, skulle de gennemføre en række livsstilændringer.

De 754 børn og unge fulgte et behandlingsforløb udviklet på Holbæk Sygehus. Forløbet er centreret omkring familien med adfærdsmæssige ændringer i ens livsstil. Børnene og de unge skulle eksempelvis ændre kostvaner, transportmiddel, fysisk aktivitet, stillesiddende adfærd, mængden af søvn, indtag af snacks og søde sager og sociale aktiviteter. Forløbet løb over en periode på seks til 24 måneder. Herefter fulgte forskerne op på behandlingen og fandt ud af, at livsstilsændringerne havde haft en indvirkning på deltagernes vægt trods deres genetiske disponering for overvægt og svær overvægt.

Flere spørgsmål at undersøge

De genvarianter, som forskerne har undersøgt, er almindelige i befolkningen og viste sig ikke at have nogen indflydelse på børnene og de unges evner til at tabe sig med livsstils-intervention. Indtil videre har forskerne ikke fundet nogen biologiske markører for en dårlig reaktion på livsstilsændringer med undtagelse af det sjældne gen MC4R, der er associeret med et dårligt udfald i forhold til vægttab efter livsstilsændringer.

– MC4R er en sjælden genetisk mutation, og derfor står spørgsmålet stadig, hvorfor omkring 75 procent i en gruppe af børn, som modtager præcis den samme behandling, reagerer mere positivt på behandlingen sammenlignet med de resterende 25 procent, som ikke reagerer på livsstilsbehandling. Hvis vi kan identificere flere almindelige genetiske markører, vil det hjælpe os med at forstå de biologiske veje, som påvirker fedme og en persons reaktion på livsstilsændringer – og dermed på sigt at kunne udvikle endnu bedre behandlinger, siger Torben Hansen, sidsteforfatter og professor ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet.

Studiet er støttet af Innovationsfonden, Region Sjællands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond, Novo Nordisk Foundation, forskningsinitiativet Target, Det Danske Diabetesakademi og Ph.d.-skolen ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Studiet, der blandt andet er lavet i samarbejdet med DTU, er en del af forskningsinitiativerne Target, Biochild, MicrobLiver og Den Danske Biobank for Overvægtige Børn.