Gul kæmpe fornyer sporet mellem Roskilde og Ringsted
Megamaskinen RUS1000s, en af verdens største spormaskiner, er lige nu på besøg på den travle pendlerstrækning Roskilde-Ringsted. Den udskifter sporet, så der i fremtiden vil opstå færre fejl og forsinkelser.
1,2 kilometer. Så lang er den megamaskine, som lige nu fornyer jernbanen mellem Roskilde og Ringsted.
I år udfører Banedanmark nemlig de helt store arbejder på den travle pendlerstrækning, så passagererne i fremtiden vil opleve færre fejl og forsinkelser.
Og det kan ikke lade sig gøre uden hjælp fra Swietelskys maskine RUS1000s, der for første gang er på dansk jord, og som lige nu æder sig igennem sporet med 200 meter i timen.
Med sine 1.200 meter er maskinen den største, der hidtil har været i landet. Og det er et meget imponerende maskineri, påpeger Kristian Andersen, der er byggechef på projektet og efterhånden har overværet en del maskineri gennem sit arbejdsliv.
– Det er især fascinerende at se, hvad RUS1000s kan, for det er ikke set før. I forhold til manuelt arbejde, så er den cirka 10 gange så hurtig. Og noget af det bedste ved den er, at vi kan opretholde trafikken i nabosporet, mens vi arbejder ved siden af. Det vil sige, at vi kun lukker strækningen i den ene side, så vi kan stadig køre tog med passagerer og gods, mens vi bruger den her maskine, siger han.
Fem-i-én-løsning
Megamaskinen klarer mere eller mindre det hele, fortæller byggechefen.
– Den renser og udskifter de gamle skærver, fjerner de gamle sveller og skinner. Til sidst lægger den nye sveller og skinner. Det eneste, den ikke gør, er faktisk at svejse skinnerne sammen, siger Kristian Andersen.
Det kræver et sjak på 35 specialister at betjene den gigantiske maskine, som flere europæiske jernbaneprojekter står i kø til.
Når den er færdig i Danmark den 24. november, skal den retur til Tyskland og knokle videre på andre sporprojekter.
Banedanmark forventer at være færdige med årets arbejde i midten af december. Resten af fornyelsesprojektet mellem Roskilde og Ringsted forventes afsluttet næste år, lyder meldingen.
– Når vi er færdige med at forny banen her, betyder det, at passagererne og pendlerne vil opleve langt færre fejl på strækningen og flere tog til tiden, lover Kristian Andersen.
Se video af maskinen i aktion.
Fakta om projektet:
Fornyelsen består i at:
- Udskifte 30 kilometer skinner og sveller.
- Justere spor og rense og udskifte millioner af skærver, som udgør en vigtig del af jernbanens fundament.
- Togtrafikken vil være påvirket i perioden frem til medio december, derfor anbefaler Banedanmark altid de rejsende at planlægge sin rejse i god tid på Rejseplanen.
Kommentarer