Ringsted by

GF efterlyser borgernes egne trafikprojekter

DE VISER VEJEN: En lokalforening for kørestolsbrugere og gangbesværede modtog sidste år GF Trafikpris for sine trafikkurser, der er med til at forebygge trafikulykker med blandt andet el-scootere og mini-crossere. – Det er projekter som dette, der både har lokal forankring og nationalt udsyn, som vi gerne vil støtte med GF Trafikpris, fortæller Lars Binderup Larsen, der er formand for GF Fondens trafikpriskomite. (Foto: Alex Tran)

TRAFIKSIKKERHED: Nu åbner GF Forsikrings fond for ansøgninger til den store trafiksikkerhedspulje på i alt 400.000 kroner. Fonden støtter projekter og aktiviteter, der gør en aktiv indsats for trafiksikkerheden i Danmark.

DE VISER VEJEN: En lokalforening for kørestolsbrugere og gangbesværede modtog sidste år GF Trafikpris for sine trafikkurser, der er med til at forebygge trafikulykker med blandt andet el-scootere og mini-crossere. – Det er projekter som dette, der både har lokal forankring og nationalt udsyn, som vi gerne vil støtte med GF Trafikpris, fortæller Lars Binderup Larsen, der er formand for GF Fondens trafikpriskomite.

I 2020 må der maksimalt være 120 trafikdræbte og 2000 tilskadekomne i trafikken om året. Det er Færdselssikkerhedskommissionens ambitiøse mål for trafiksikkerheden i Danmark. Men selvom vi er på rette vej, og ulykkesraten er nedadgående, er der stadigvæk lang vej til målet.

I 2018 kom 3287 personer til skade i trafikulykker i Danmark, mens 171 mistede livet. Det viser Vejdirektoratets ulykkesstatistik, som netop er udkommet.

Hos GF arbejder vi hårdt for at sætte fokus på trafiksikkerhed og gøre Danmarks veje til et mere sikkert sted at være. Det er nemlig ikke kun myndighedernes ansvar at sørge for, at vi alle kan færdes sikkert i trafikken – det er et fælles ansvar, som vi alle bør tage på os, siger Jørgen Petersen, formand for GF Østsjælland.

Med GF Trafikpris støtter vi nogle af de lokale trafikprojekter, hvor borgerne selv er med til at gøre både veje, gader og stier til et mere sikkert sted at færdes for både bløde og hårde trafikanter. Derfor hører vi gerne fra alle, der har en god idé til et konkret projekt, der forbedrer trafiksikkerheden, fortsætter Jørgen Petersen.

Lokale ideer med stort potentiale

Bag den nationale pris står GF Forsikrings fond, der lige har åbnet op for nye ansøgninger til den 400.000 kroner store pengepulje. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.

Det vigtigste i vores udvælgelse er at finde en god ide, som også kan udføres i praksis. Udover at projektet naturligvis skal have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, skal det også have et lokalt afsæt, samtidig med at det har potentiale til at blive udbredt i hele Danmark, fortæller Lars Binderup Larsen. Han er formand for GF Fondens trafikpriskomite, overlæge ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital og desuden medlem af Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

Fokus på bløde trafikanter

Desværre har vi set flere tilskadekomne cyklister og fodgængere i de seneste år. Derfor eftersøger vi blandt andet projekter, som kan gøre trafiksikkerheden bedre for de såkaldte bløde trafikanter, som er særligt udsat i trafikken. Men vi tager naturligvis også imod ansøgninger, der har bud på løsninger til andre lokale trafiksikkerhedsproblemer, forklarer Lars Binderup Larsen.

GF Trafikpris uddeler i alt 400.000 kr., der bliver fordelt over flere projekter. For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sit projekt.

Flere af trafikpriskomiteens medlemmer er aktivt og professionelt beskæftiget inden for områder med direkte relation til færdsel og trafiksikkerhed. Det sikrer en faglig og saglig behandling af alle henvendelser.

Ansøgningsfristen er 27. oktober 2019.

Sådan kommer dit trafikprojekt igennem nåleøjet

Beskriv din aktivitet så præcist som muligt. Vær konkret og udspecificer gerne formålet. Hvad vil du have ud af din aktivitet – på kort og på lang sigt?

Din aktivitet må meget gerne have et lokalt afsæt, men det er vigtigt, at du i din ansøgning beskriver, hvordan noget lignende kan fungere andre steder end i dit nærområde.

Aktiviteten skal være målbar. Vær skarp på, hvordan du vil måle effekten.

Vedhæft dit budget. Og husk at skrive det, hvis du får støtte fra andre steder end GF Fonden.

Kommentarer