Ringsted by

Genbrugsmedarbejder truet på livet med sabel

En 53-årig mandlig medarbejder på Genbrugspladsen Møllevej i Ringsted har anmeldt til politiet, at han tirsdag eftermiddag blev truet på livet af en 56-årig mand fra Jystrup.

Den 56-årige havde fjernet nogle blankvåben fra en container på pladsen. Han lagde derefter nogle af våbnene tilbage, men ikke dem alle. Genbrugsmedarbejderen bad ham om at returnere de sidste våben, hvorpå den 56-årige truede ham med en sabel. Herefter forlod han stedet i en bil.

Kort efter episoden og inden politiets ankomst blev de sidste våben leveret tilbage af en bekendt til gerningsmanden. Den 56-årige blev i løbet af eftermiddagen anholdt på sin bopæl, hvor politiet præsenterede ham for en sigtelse for trusler på livet over for den 53-årige.

Den 56-årige blev løsladt senere på aftenen efter endt afhøring. Sagen vil finde sin afgørelse i et senere retsmøde.

Kommentarer