Ringsted by

Gamle dieseltog skal betjene højhastighedsbanen indtil 2020

Højhastighedsbanen mellem Ringsted og København bygges til højhastighedstog, der kan køre 250 kilometer i timen. Men når banen er klar til indvielse i december næste år,  vil det være DSB’s gamle materiel, der ruller ud på skinnerne. For de 26 nye ellokomotiver, som DSB har bestilt, er forsinket og kommer tidligst på skinnerne i år 2020.

Derfor bliver det primært gamle diesellokomotiver, der kommer til at trække de dobbeltdækkertog, som skal betjene passagererne i den sjællandske regionaltrafik, bekræfter DSB’s trafikinformationschef Tony Bispeskov.

– Det bliver primærkt dobbeltdækkerne, der kommer til at udgøre grundstammen i regionaltrafikken. Der kommer også andre tog på strækningen, IC 3 og måske IC 4, men ja, det bliver primært dobbeltdækkere, der kommer til at køre, siger Tony Bispeskov til dr.dk

De store rejsetidsbesparelser, som DSB og Banedanmark tidligere har meldt ud, kommer derfor ikke foreløbig.

Alligevel forventer trafikinformationschefen hurtigere rejsetider mellem Sjælland og København på den nye højhastighedsbane, selv om det altså primært bliver dieseltog, der skal køre på den elektrificerede strækning.

– Først og fremmest vil vi med den nye strækning kunne køre på flere spor. Eksempelvis tager det typisk én time at køre fra Næstved til København nu, men med den nye bane vil vi kunne gøre det på 46 minutter, siger Tony Bispeskov til DR Sjællland.

Den 120 kilometer lange banestrækning forventes fuldt elektrificeret i år 2024.

Kommentarer