Ringsted by

Frustrerede slagteriarbejdere efter lukning

Beskeden om, at Danish Crown lukker natholdet på slagteriet i Ringsted, blev mødt med frustration og skuffelse hos medarbejderne, fortæller fællestillidsrepræsentanten til avisen.dk.

Kl. 4 natten til fredag blev natholdet kaldt til møde. Her fik de besked om, at Danish Crown lukker holdet ned pr. 1. juni og 140 slagteriarbejdere mister deres arbejde. Koncernen forventer dog, at cirka halvdelen skal fortsætte som ferieafløser frem til september.

Meddelelsen kom som en mavepuster, fortæller fællestillidsrepræsentant Jan Bruno Christensen:

– Det havde vi slet ikke forventet. Folk blev rigtig kede af det, og dybt, dybt skuffede. Det er en rigtig skidt besked at gå på weekend med, og stemningen er meget nedtrykt forklarer han til Avisen.dk.

Det er desværre ikke første gang, at produktionen i Ringsted bliver skåret ned, og nogle af dem, der i nat fik den kedelige besked, har fået den før:

– Jeg har kolleger, der nu tre gange har oplevet, at deres job nedlægges. De er rigtig godt trætte af den måde slagteriet bliver kørt på. Jeg er ikke engang sikker på, at de vil sige “ja” til at blive ferieafløsere, siger Jan Bruno Christensen.

Hen over sommeren 2017 udvidede Danish Crown produktionen i Ringsted og skulle ansætte 260 medarbejdere. Og netop de store udsving i produktionen frustrerer kollegerne:

– Det er ved at være pinligt, og ledelsen kan ikke være bekendt at behandle de ansatte på den måde. Jeg hørte en kollega sige; de pisser på os. Det siger vist det hele, konstaterer Jan Bruno Christensen.

Der er ca. 900 ansatte på Danish Crowns slagteri i Ringsted, og de slagter omkring 35.000 svin om ugen.

Kommentarer