Forulykket lastbil kun fem cm fra strømførende køreledning
Det kunne have gået grueligt galt, da en lastbil torsdag kørte galt på Vestmotorvejen ved Slagelse og endte hængende ud over en jernbanebro. Bilen landede kun 5 cm fra en køreledning med 25.000 Volt.
Togtrafikken mellem Ringsted og Slagelse er fortsat spærret og vil tidligst blive genoptaget fredag kl. 10. Indtil da har DSB indsat togbusser på strækningen. De kører hver halve time med stop i Sorø i begge retninger. Lyntogene mellem Odense og København er aflyst, og fra vest kører de kun til Odense.
Uheldet skete syd for afkørsel 38 Slagelse Øst på et sted, hvor der er vejarbejde, og den vestgående trafik bliver ført over i det østgående spor. Af ukendte årsager kørte den 27-årige lastbilchauffør tværs over vejen og det afspærrede område.
– På vejen rammer han ganske let en varebil, hvorefter han kører ind i en container, som bliver skubbet 50 meter, før den ryger ud over broen, fortæller vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Føreren af varebilen kom ikke noget til, og lastbilchaufføren slap med knubs.
– Han blev kørt til rutinetjek på sygehuset, men er allerede udskrevet igen, siger vagtchefen.
Chaufføren var tidligt torsdag aften endnu ikke blevet afhørt, så det vides ikke, hvad der gik galt.
Kommentarer