Forsyningens dag
Forsyningens dag startede som altid med morgenmad, fællessang og gode snakke. Vi mødtes på kraftvarmeværket, hvor Lucas Tell spillede live på guitar.
Forsyningens formand Sadik holdt først en tale hvor han bød alle velkomne. Herefter fortalte Janne, direktør fra Forsyningen, om hvad der skulle ske på dagen.
Janne fortæller om dagen:
”Vi er glade for den positive respons, vi har fået fra dagen. Det er altid spændende om de fremmødte har haft en god oplevelse, og fået ny viden med sig. Igen i år blev vi mødt af nysgerrige og glade personer, som løfter arrangementet og spreder godt humør hos os”
Anne og Kuno, borgere i Ringsted og deltagere på Forsyningens Dag, siger:
”Som altid nød vi en dag med fællesskab, at blive mødt med et smil og se og høre en masse spændende ting. Tænk at vand kan være så interessant!”
Ådalen
Vejret var skønt og solen skinnede flot ud over ådalen, imens Holger fra Niras og Pernille, Morten og Lasse fra Forsyningen fortalte om planerne for første del af ådals projektet.
Undervejs på gåturen hørte vi om de anlægsarbejder der udføres i ådalen. Pernille fra Forsyningen fortalte os at:
”Efterhånden som vi separatkloakerer i byen, får vi behov for at lede mere regnvand ned i ådalen. Regnvand er en ressource, som vi kan bruge i naturen. Projektet skal ikke kun opbevare vand – men også forbedre naturen og de rekreative muligheder.”
Der etableres et forbassin ved Havemøllevej og et hovedbassin i ådalen. Der laves en 2 m bred gangbro over det nye hovedbassin, hvor man kan gå hen over vandet og nyde udsigten over ådalen, imens køerne græsser på den anden side.
På gåturen rundt, var vi også henne og se den i gang værende etablering af forbassinet. Forbassinet har til formål at opsamle og rense regnvandet naturligt, som kommer fra den nye separatkloakering i midtbyen. Vandet herfra ledes langsomt videre til hovedbassinet på engen.
Ved at bruge overskudsjorden fra bassinerne, hæves terrænet på parkeringspladsen ved Havemøllevej,
så der i fremtiden undgås en pløret parkeringsplads. Der etableres også en trim plads med udendørs gymnastikredskaber. Trim pladsen kommer til at ligge hvor du på billede her, kan se de store anlægs-maskiner stå.
På gåturen fortalte Holger fra Niras om hvilket dyre – og planteliv, man kan forvente at få (mere af) i femtiden.
”Når hovedbassinet er fyldt til maksimal volumen i længere perioder, kan vi være heldige at flokke af rastende svaner, ænder og gæs i kortere perioder vil udnytte området. I yngletiden er det specielt viber, vi forventer vil blive mere talrige. Når det nuværende regnvandsbassin udvides ved Havemøllevej og en del af krattet ryddes, kommer der mere lys ned. Med mere lys og en større vandflade vil der komme flere planter til fx gul iris og vandmynte.”
De større og mere permanent vandstande i ådals bassinerne vil altså bidrage positivt til plante og dyrelivet i ådalen.
De større og mere permanent vandstande i ådals bassinerne vil altså bidrage positivt til plante og dyrelivet i ådalen.
Kraftvarmeværket
På kraftvarmeværket fortalte Ole fra Forsyningen, om fordelene ved at have fjernvarme.
I Ringsted Forsyning tilbyder vi fjernvarme hvor kun 25 % af produktionen er baseret på naturgas. 75 % er i dag baseret på fossil-fri og CO2 dvs. vi får varmen fra halm.
Fra 2020 planlægges det, at kun 8 % af varmen vil være baseret på fossil brændsel, og efterfølgende endnu mindre. Det skyldes, at vi i højere grad vil anvende vindmøllestrøm til varmepumpen.
Vi vil også i fremtiden kunne tilbyde stabile varmepriser til forbrugerne i Ringsted.
På kraftvarmeværket står også store elmotorer, som leverer strøm i tider, hvor Energinet.dk mangler strøm til el-nettet. Overskudsvarmen fra disse motorer anvendes til varme i Ringsted.
Vandværket v. Havemøllevej
Rundturen ved Havemøllveærket startede med en gåtur langs Ringsted Å og et kig ind til en af kildeboringerne ved Havemølleværket. Boringen kan pumpe vand op i en mængde af 70 m3 pr. time
Kim fortalte os om grundvandsreserverne i Ringsted:
”Ringsted er det sted på Sjælland, som har det største grundvandsreservoir. Overalt under Ringsted er der vand”
Til sidst så vi selve Havemølleværket, der i øjeblikket ikke er i brug grundet renovering. Det gjorde det muligt, at invitere borgere ind for at se det vand, som ender som drikkevand hos forbrugerne i Ringsted. Her fortalte Thomas og Kim fra Forsyningen om, at vandet filtreres i bassinerne på vandværket, for at fjerne blandt andet jern og mangan.
Frokost og hygge
Da alle rundture var færdige og vi var godt trætte i benene, blev der serveret lækre hjemmelavede sandwiches fra Super-Brugsen på Nørre Torv til de mange deltagere på Forsyningens Dag.
Her blev spist og der blev snakket om de mange oplevelser fra dagen.
Vi takker alle for en rigtig god Forsyningens Dag 2018. Vi håber at se dig til næste år.
Kommentarer