Første borgerdrevne forslag fandt ikke medklang i byrådet

For første gang nogensinde havde et borgerdrevet forslag fundet vej til dagsordenen i Ringsted Kommunes byråd mandag aften Byrødderne skulle tage stilling til 300 borgeres ønske om at bevare Dampmøllen, der ifølge borgergruppen repræsenterer et stykke kulturhistorie, som skal fredes, bevares og renoveres.

Det fandt ikke genklang hos et flertal af byrådets medlemmer. Borgernes ønske blev ikke efterkommet, og sagen blev lukket. Det skriver Sjællandske.

– Vi synes, forslaget er spændende, men vi kan ikke støtte det. Vi har allerede forholdt os til bevarelse af de røde bygninger. Det kunne være spændende, hvis der var en risikovillig investor, men det har ikke været tilfældet gennem de sidste 10-12 år. Dampmøllen har stået og forfaldet mere og mere, og fremstår i dag som et sørgeligt varetegn over byen, sagde Venstres Klaus Hansen ifølge Sjællandske

Ifølge manden bag forslaget, Niels Bo Rasmussen er det helt grotesk, at et flertallet i byrådet ikke vil kæmpe for at bevare Dampmøllen. Han stod på vegne af en gruppe borgere i Ringsted  stod bag forslaget om, at byrådet skulle melde klart ud, at bygningen ikke måtte nedrives.

I stedet skulle Dampmøllen renoveres med hjælp fra forskellige fonde og investorer. Byrådet nedstemte forslaget. 17 var imod, mens tre var for blandt de tilstedeværende medlemmer.

– Det er dødhamrende ærgerligt, at byrådet ikke har visioner. Det har mange andre byer rundt om os, men ikke Ringsted. For os der går op i Dampmøllen, er det utroligt og uforståeligt. Jeg synes, det er ærgerligt, at Ringsted ikke kan træde ind i det fællesskab. Vi er mange, der mener, at der bliver begået en kæmpe fejl. Det flertal, som stemte imod forslaget, er jo klar til at rive bygningen ned i morgen, siger Niels Bo Rasmussen til Sjællandske.

Han understreger, at den gamle industribygning hverken skal reddes for hans egen eller borgergruppens skyld, men for byens.

– Det kunne være fedt at lave noget unikt til fælles gavn for byen, mener han.

Kommentarer