Flotte resultater til Ringsted Svømmeklub
I weekenden 16-18 marts har de talentfulde svømmere været afsted til langbanemesterskaber i Ballerup. Ringsted havde 11 svømmere, der havde klaret kravtiderne til dette stævne, men sendte kun de 10 afsted, da der opstod sygdom i sidste øjeblik. Følgende svømmere deltog: Anders Nielsen, Joakim Mortensen, Martin Szokody, Frederik Møller, Emil Carstensen, Magnus Carstensen, Maria Szokody, Sophie Grandjean, Josephine Wismann og Katja Kjær Nielsen.
Stævnet var både for junior og seniorsvømmere, der deltog til samme stævne, men kårede hver deres mestre. Der blev svømmet indledende heats på alle 50, 100 og 200 meter distancer med efterfølgende finaler for de 16 bedste. På alle andre distancer blev der svømmet direkte finaler.
Første stævnedag var fredag eftermiddag, hvor de fleste af svømmerne var i vandet, og det resulterede i følgende resultater: Katja Kjær Nielsen blev nr. 11 for juniorer i 400 fri og Anders Nielsen blev nr. 13 blandt juniorerne på samme distance. Frederik Møller svømmede 5. bedste tid på 50 fri i indledende for juniorer, men valgte ikke at deltage i finalen. På 50 bryst blev Magnus Carstensen nr. 8 i indledende heat, men valgte ikke at deltage i finalen, da den lå for tæt på andet løb. Herefter svømmede Magnus Carstensen 50 fly, hvor det blev til en 4. plads i indledende og dermed en finaleplads til om lørdagen.
Resten af svømmernes indsats om fredagen var godkendt af cheftræneren.
Lørdagen blev der svømmet indledende heats om formiddagen med finaler sendt om eftermiddagen. Ringsted svømmerne ydede igen en god indsats. Af lørdagens resultater skal nævnes: 200 fly: der svømmede Katja Kjær Nielsen sig til finalen efter en flot 4. plads i indledende heat for juniorer. Magnus Carstensen blev nr. 3 i indledende heat på samme distance og svømmede sig til finalen for seniorer. I 100 bryst svømmede Magnus sig til en 10. plads i indledende heats, men valgte ikke at svømme finalen. Aftenens finaler, der blev Magnus Carstensen nr. 6 i 50 fly for seniorer. Katja Kjær Nielsen blev nr. 5 i 200 fly for juniorer. Magnus blev nr. 4 i 200 fly for seniorer. Slutteligt blev Katja nr. 4 for juniorer i 1500 fri.
Søndagen blev der også svømmet indledende om formiddagen og finaler om eftermiddagen. På 200 ryg svømmede Emil Carstensen sig i finalen. På 100 fly svømmede Magnus Carstensen sig til en 8. plads i indledende heat, men han afstå fra finaleløbet, da vigtigere opgaver ventede. Frederik Møller svømmede en flot 13. plads hjem for juniorer selvom han var feberramt. Magnus Carstensen svømmede sig til finalen på 200 bryst efter en 3. plads i indledende heat.
Finalerne søndag eftermiddag svømmede Emil Carstensen sig til en flot 10. plads for juniorerne. Finalen på 200 bryst bølgede frem og tilbage, men på de sidste 100 meter afgjorde Magnus Carstensen løbet og blev en sikker nr. 1 blandt seniorerne. På 800 fri for damerne svømmede Katja Kjær Nielsen og Sophie Grandjean sig til flotte placeringer som nr. 7 og 11 for juniorerne. Sluttelig blev Anders Nielsen en godkendt nr. 6 på 1500 fri for juniorerne.
Alle resultater af Ringsted svømmerne er godkendt af træner Gudmundur Hafthorsson, idet svømmerne ligger i hård og tung træning frem mod Danish Open, der ligger midt i april.
Kommentarer