Ringsted by

Flere i job og et boligmarked i fremgang

Igen i år er der positive udviklingstendenser i form af stigende beskæftigelse samt fremgang på boligmarkedet i store dele af landet, lyder det i regeringens regionale- og landdistriktspolitiske redegørelse. Grundlæggende positivt, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

De positive udviklingstendenser har bredt sig over hele landet og dermed også flere danske landdistriktskommuner, lyder konklusionen i regeringens årlige regionale- og landdistriktspolitiske redegørelse. I 91 ud af 98 kommuner er flere i job end for tre år siden, ligesom antallet af bolighandler er steget i 96 danske kommuner, fremgår det af redegørelsen.

De positive strømninger sætter gang i optimismen hos Landdistrikternes Fællesråd.

– Det er med glæde, at jeg læser årets redegørelse. Vi deler et ønske med regeringen om at skabe et land i bedre balance og arbejder hver dag for at skubbe balancen i den rigtige retning. Derfor er det glædeligt, at væksten er kommet til flere områder af landet, omend ikke alle steder endnu er med, udtaler formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Og væksten skal hjælpes lidt på vej i nogle områder, understreger regeringen i redegørelsen. Det er nemlig ikke alle områder, hvor det økonomiske opsving pr. automatik har medført en positiv udvikling, står der.

Netop derfor er det fuldstændig afgørende at fastholde fokus på at forbedre de rammevilkår, der kan virke som barrierer for vækst flere steder i landet, understreger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

– Midt i glæden over de positive toner i årets redegørelse må vi ikke glemme, at alle skal med. Vi er et lille land, der ikke bør acceptere, at der skabes et geografisk A- og B-hold. Væksten drives i høj grad frem af de mange produktionsvirksomheder, som er beliggende rundt om i de danske landdistrikter. Derfor skal vi fastholde fokus på at gøre det attraktivt ikke bare at drive virksomhed, men også at bo, leve og arbejde i landdistrikterne, siger han og understreger:

– Vi skal tænke helhedsorienteret i forhold til at brede udviklingen ud til hele landet. Det handler om mange forskellige rammevilkår, fx at sikre ordentligt bredbånd, så vi ikke har områder, hvor et internet i sneglefart hæmmer erhvervsudviklingen. Derudover er der branchespecifikke rammevilkår, planlovsmuligheder, uddannelsesmuligheder og endelig udlånsmuligheder i alle egne af Danmark, så et postnummer ikke spænder ben for køb af hverken bolig- eller erhvervsejendom. Endelig må vi ikke glemme den borgernære kernevelfærd, der skal være tilgængelig for alle landets borgere uanset bopæl.

Behov for politisk vilje og handlekraft

I redegørelsen fremgår det, at regeringen har gennemført mere end 110 ud af 120 initiativer fra 2015-udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark.

Den politiske handlekraft glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd:

– Det seneste år har budt på mange gode initiativer fra regeringens side. Den anden flytterunde af statslige arbejdspladser har tilgodeset mange danske landdistrikter med både arbejdspladser og de vigtige uddannelsesstationer, ligesom moderniseringen af planloven har gjort en reel forskel for vækstmulighederne i flere landdistrikter, udtaler Steffen Damsgaard, der også har siddet med i erhvervsminister Brian Mikkelsens Udvalg for levedygtige landsbyer.

Udvalget afleverede sine anbefalinger til ministeren i starten af april, og Steffen Damsgaard forventer, at mange af forslagene bliver til virkelighed.

– Skal vi fortsætte de gode takter, som årets regionale- og landdistriktspolitiske redegørelse vidner om, kræver det politisk vilje og handlekraft. Jeg håber, regeringen og resten af Christiansborg vil udvise begge dele og realisere anbefalingerne fra Udvalget for levedygtige landsbyer, selvom det koster penge, udtaler Steffen Damsgaard.

Kommentarer