Ringsted by

Flammer åd to biler

En køretur i bil endte ret chokerende for en mandlig bilist, skriver DAGBLADET Ringsted.

Klokken 19.19 søndag kørte han bil på Tvindelstrupvej syd for Ringsted, da han pludselig så flammer, der stak ud under motorhjelmen.

– Han skyndte sig at køre ind til siden og ringede efter os, siger beredskabschef Henrik Nilsson, der har indsatsledervagten for Midt- og Sydsjællands Brand og Redning i Ringsted.

Den mandlige bilist var temmelig rystet, men kom ikke noget fysisk til.

Bilen derimod er helt færdig.

Henrik Nilsson kan ikke sige nøjagtigt, hvad årsagen til motorbranden er.

Årsagen til endnu end bilbrand er heller ikke åbenlys.

Brandalarmen kom natten til mandag klokken 1.45 fra en adresse på Holbækvej uden for Ringsted.

Bilen stod i en indkørsel på adressen og var helt overtændt, da brandvæsenet ankom.

Også her er der kun de sortsvedne rester tilbage af bilen.

Kommentarer