Ringsted by

Fire nye udvalgsformænd i Ringsted Byråd

Partierne bag konstitueringsaftalen i Ringsted Kommune er blevet enige om udvalgsstrukturen for den kommende valgperiode. De nuværende udvalg bevares uændret, og Socialdemokratiet får to formandsposter i fagudvalgene, mens de øvrige fire partier, Venstre, DF, SF og Radikale Venstre, får en formandspost hver.

Alle byrådets partier bliver fremover repræsenteret i Økonomiudvalget. Borgmester Henrik Hvidesten er her selvskrevet formand.

Benny Christensen (S) genvælges som formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget, mens Britta Nielsen (SF) fortsætter som formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

I de fire øvrige udvalg er der udskiftning på formandsposterne.

Per Nørhave (DF) bliver viceborgmester. Han overlader i den forbindelse formandsposten for Kultur- og Trivselsudvalget til sin søn Daniel Nørhave (DF).

Klaus Hansen (V) forlader posten som formand for Klima- og Miljøudvalget. Han bliver i stedet formand for Børne- og Undervisningsudvalget, som han overtager fra Sadik Topcu (S).

Posten som formand for Klima- og Miljøudvalget skal fremover varetages af Torben Lollike (R), mens Per Flor (S) bliver formand for Plan- og Boligudvalget efter Per Roos (V), der ikke opnåede genvalg til byrådet.

Kommentarer