Ringsted by

Færre blå blink i Region Sjælland i 2017

– Samlet set blev der kørt mere med ambulance i 2017 i hele Region Sjælland, men færre af dem havde tændt de blå blink. Stor hjælp fra frivillige og mere uddannelse gør beredskabet mere og mere effektivt, lyder det fra præhospital direktør Benny Jørgensen.

208 gange i døgnet ringede 1-1-2-telefonen i Præhospitalt Center i Region Sjælland sidste år. Det svarer til godt 76.000 opkald alt i alt, hvilket er en lille stigning i forhold til 2016. Trods en lille stigning, kørte færre ambulancer afsted med de blå blink tændt.

– Alle 1-1-2-opkald er en akut situation. Men en del af opkaldene omhandler situationer, som ikke er livstruende. I de situationer kan vi sende ambulancen afsted uden sirene og blå blink. Vores personale visiterer mere detaljeret, og kan derfor hurtigt vurdere situationens alvor. Man skal huske på, at det ikke er uden risiko, når man sender en ambulance afsted med 160 km i timen, siger Benny Jørgensen direktør for Præhospitalt Center i Region Sjælland.

I gennemsnit var responstiden for en ambulance i Region Sjælland 8:21 minutter i 2017. Det er knap tre sekunder langsommere end i 2016.

 

– Vi er alle afhængige af hurtigt hjælp, hvis vi står i en akut og livstruende situation. Med vores omfattende korps af frivillige 1-1-2 akuthjælpere og kommunale nødbehandlerenheder har vi igen i år kunne øge trygheden betragteligt for vores borgere, også selv om man bor på en ø eller uden for de større byer, siger Benny Jørgensen.

 

I 2017 blev et nyt kontrolrumssystem og flere andre tekniske hjælpemidler taget i brug i Region Sjælland.

 

– Det nye system hedder CoordCom og er leveret af firmaet Carmenta. Det sikrer en mere effektiv opgavestyring. Samtidig har alle ambulancerne fået installeret en tablet med systemet, ResQ Mobile, som giver et bedre overblik over opgaven og vejvisningen, siger Benny Jørgensen.

 

Derudover har Præhospitalt Center sat gang i “Advanced Paramedics”, hvor paramedicinerne bliver efteruddannet i blandt andet skadestedsledelse og fokus på psykiske syge og udsatte borgere.

 

– Vores brugertilfredshedsundersøgelse viser, at borgerne er yderst tilfredse med alle vores medarbejdere. Undersøgelsen viser, at der er stor tryghed hos borgerne, og de er fuldt ud tilfredse med den behandling vi yder for dem, både når de ringer 1-1-2, når vi ankommer til skadestedet og når vi kører dem på sygehuset efterfølgende. Jeg er rigtig glad, for borgernes tilfredshed er det allervigtigste for os, afslutter Benny Jørgensen.

Kommentarer