Færdselsuheld / spirituskørsel
Kl. 21.46 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en ulykke på Vestmotorvejen ved Ringsted, hvor to biler var impliceret i ulykken.
Det viste sig, at en 36-årig mand fra Aarhus N kørte i østlig retning i en personbil bag en anden personbil ført af en 39-årig kvinde fra Skanderborg. Den 36-årige besluttede sig for at overhale den forankørende og strejfede herunder bagenden på den 39-åriges bil, hvilket medførte, at begge bilister mistede herredømmet over deres biler, som rullede rundt.
Begge parter blev kørt til skadestuen til undersøgelse og eventuel behandling, men begge var sluppet fra ulykken med diverse knubs. Den 36-årige fik dog udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, da han mistænktes for at være spirituspåvirket under kørslen.
Kl. ca. 23.45 var de forulykkede køretøjer fjernet fra motorvejen, så trafikken kunne passerede uhindret, efter at motorvejen kortvarigt havde været helt spærret i østgående retning i forbindelse med oprydningsarbejdet.
Kommentarer