Færdselsuheld på Vestmotorvejen
Kl. 06.02 torsdag morgen fik politiet underretning om, at flere trafikanter var blevet impliceret i et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det vestgående spor mellem Ringsted og Tuelsø rasteplads ved Sorø.
Ved politiets og redningspersonalets ankomst til stedet viste det sig, at hele motorvejen var spærret, så en skiltevogn blev tilkaldt til at lede trafikken væk fra motorvejen ved afkørsel <36> Ringsted N.
En kvæstet, 25-årig mand fra Skælskør blev i en ambulance hastigt bragt til et sygehus i København til den fornødne behandling, således at ambulancen på en del af ruten dertil ville få eskorte af politiet for at nå frem hurtigst muligt.
En bilinspektør blev tilkaldt til undersøgelse af uheldsstedet og de implicerede køretøjer, da det ikke kunne udelukkes, at den 25-årige havde pådraget sig en alvorligere personskade.
Den foreløbige konklusion efter bilinspektørens undersøgelser og afhøring af de to tilbageværende parter var, at en 46-årig mand fra Nordsjælland kørte i en varebil med tilkoblet trailer belæsset med en minigraver. Bag ham i vognbanen længst til højre kørte en 18-årig mand fra Ringsted i en personbil, som også havde tilkoblet en trailer.
Af ukendte årsager påkørte den 18-årige varebilens trailer, så denne trailer som følge heraf blev revet af trækkrogen. Den løsrevne trailer kørte tværs over overhalingssporet og ramte autoværnet, inden den efter en kortere strækning standsede delvist ude i overhalingssporet. I det samme kom den 25-årige fra Skælskør kørende med højere hastighed end bilerne med trailerne og ramte ind i den løsrevne trailer. Herved skete der stor skade på den 25-åriges bil, ligesom han selv kom til skade og derfor skulle på hospitalet.
Tilkaldte bugseringskøretøjer fik fjernet de forulykkede køretøjer fra motorvejen, så trafikken i det vestlige spor blev åbnet kl. ca. 09.10. Efterfølgende skulle kø både på motorvejen og de omkringliggende veje ved Ringsted afvikles. Politiet har ikke yderligere oplysninger om den 25-åriges tilstand.
Kommentarer