Færdselsuheld på Østre Ringvej
Kl. 09.51 fik politiet melding om, at der var sket et uheld på Østre Ringvej ved en gangbro hen over vejen, idet gangbroen var blevet ramt.
Det viste sig, at en 57-årig mandlig lastbilchauffør fra Polen havde transporteret en rendegraver på en anhænger. Ved passage af gangbroen over vejen havde rendegraverens gravearm ramt gangbroen, så gravearmen var blevet revet af rendegraveren.
Ingen kom til skade ved uheldet, men det lokale redningsberedskab blev tilkaldt til opsamling af udstrømmende hydraulikolie.
Ringsted kommune blev tillige underrettet om påkørslen af gangbroen, som umiddelbart ikke havde taget skade. Også Vejdirektoratet blev som vejmyndighed underrettet, idet der var opstået nogle små huller i asfalten, da gravearmen var faldet af.
Politiet afsluttede indsatsen på stedet kl. ca. 11.30 og registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Kommentarer