112

Færdselskontrol i Ringsted/Køge

Tirsdag eftermiddag og aften var betjente fra færdselsafdelingen på kontrol i Ringsted og omegn.

Kontrollen varede seks timer, hvor ca. 30 køretøjer blev standset og kontrolleret. Det førte til i alt ni sigtede i følgende sager:

1 spiritusbilist
1 bilist kørte trods kørselsforbud
1 bilist kørte i frakendelsestiden
4 kørte for stærkt – det udløste 3 klip
1 bilist fik en bøde for fejl/mangler på køretøjet
1 vogntog holdt ikke til højre på motorvejen
1 anvendte håndholdt mobiltelefon
2 anvendte ikke sikkerhedssele

En patrulje gav kl. 16.30 tegn til en bilist om at standse i en rutinekontrol på Hovedgaden i Borup. Bilisten standsede dog ikke, men forsøgte at køre fra politiet i nordøstlig retning. Bilen drejede af på Elmegade med patruljen lige i hælene. Efter en kort tur rundt i Borup fik politiet standset bilisten, som viste sig at være en 23-årig mand fra lokalområdet, som var frakendt retten til at køre bil i en tidligere sag om narkokørsel i gentagelsestilfælde. Han blev sigtet og kan forvente at høre mere, når sagen skal afgøres.

Politiet foretog kl. 17.16 en hastighedsmåling af en bilist, som kørte ad Fællesskiftevej mod sydøst i Ringsted. Bilisten, en 58-årig mand fra Ringsted blev standset ud for Klippedevej, da han var blevet målt til at køre med en gennemsnitshastighed på 106 km/t over en strækning på 832 meter. Den tilladte hastighed på stedet er 80 km/t. Den 58-årige modtog allerede samme aften et bødeforelæg i sin E-boks med en bøde på 2500 kr. og et klip i kørekortet. Klipsager udløser desuden også et bidrag til offerfonden på 500 kr.

En 27-årig mand fra Slagelse blev sigtet for at køre trods et kørselsforbud, da han blev standset i bil på Korsevænget i Ringsted kl. 19.10. Den 27-årige blev sidste år ved retten idømt et kørselsforbud, da han som ny bilist havde fået to klip for hastighed i ATK-sager (AutomatiskTrafik Kontrol). Den 27-årige havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve og generhvervet sin førerret. Han blev sigtet for kørsel uden førerret og kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

En 49-årig mand fra Ringsted blev sigtet og anholdt for spirituskørsel i en personbil, da han kom kørende ad Nørregade i Ringsted kl. 19.35. En alkometertest viste, at hans promille var over det tilladte, så han blev taget med til en blodprøve og herefter løsladt. Politiet afventer nu promilleerklæringen, hvorefter den 49-årige vil høre mere i sagen.

Kommentarer