EU skyder en mia. kroner i Ringsted-Rødbybanen
Penge fra EU skal bruges til at forbedre tilslutningen til en forbindelse over Femern Bælt. EU-Kommissionen foreslår at bruge omkring en milliard kroner på forbedre jernbanen mellem Ringsted og Rødby. Det oplyser kommissionen på sin hjemmeside.
Investeringen er udvalgt som et af 39 transportprojekt. Helt præcist bliver der tale om 920 millioner kroner til det danske projekt.
Konkret bliver der tale om en elektrificering af strækningen mellem Ringsted og Rødby. Strækningen udstyres desuden med European Railway Traffic Management System.
De to elementer vil øge hastigheden på strækningen til 200 kilometer i timen. Det vil desuden medvirke til at fjerne større flaskehalse ned mod en forbindelse over Femern Bælt.
– Vi er meget taknemmelige for den stærke, europæiske støtte til Femern-projektet, siger Claus Baunkjær, der er direktør for Fermern A/S.
– Den faste Femern Bælt forbindelse vil betjene rejsende fra mange europæiske lande og ruste Danmarks infrastruktur til fremtiden.
– Med den nye EU-støtte til vores danske landanlæg bliver økonomien i Femern-projektet endnu mere robust.
Kommentarer